Sten for 136 millioner kroner
Byggeri | Af Dan Bjerring |
Den gamle Lillebæltsbro kan sikres yderligere mindst 80 år ved at udlægge cirka 132.000 kubikmeter sten omkring de fire bropiller.
Mange rystede på hovedet i vantro, da det sidste år kom frem, at den gamle Lillebæltsbro, der er så afgørende for togtrafikken mellem Øst- og Vestdanmark, synker langsomt, og at der ligefrem er oprettet et menneskeligt beredskab, der skal være klar til at gribe ind med lukning af broen, hvis der sker noget uforudset.
Nu foreligger der et bud på, hvad det kommer til at koste at sikre broen yderligere mindst 80 års levetid, og det løber op i 136 millioner kroner, der blandt andet skal gå til at udlægge 132.000 kubikmeter sten omkring de fire broelementer.
Det fremgår af et svar fra transportminister Magnus Heunicke til Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.
Lille risiko
Banedanmark har tidligere oplyst, at "der er en lille risiko for, at Lillebæltsbroens fundering ikke vedbliver at være tilstrækkelig".
Der er derfor overvejet et projekt for at øge broens funderingsmæssige sikkerhedsfaktor ved udlægning af sten omkring broens fundamenter. Disse overvejelser stammer fra, at Banedanmark var i gang med nærmere analyser af jordbundsforholdene med hjælp fra en ekspertgruppe bestående af geotekniske topkompetencer med forskere fra DTU og AAU samt rådgivende ingeniørfirmaer.
- Ekspertgruppen har afsluttet sit arbejde og konkluderet, at funderingen af broen beregningsmæssigt er sikker, og at trafikken kan opretholdes, men at den margin, der er til sikkerhedsgrænsen er så lille, at broens fundering bør forstærkes. Dette kan ske ved udlægning af ca. 132.000 kubikmeter sten omkring de fire bropiller. Herefter vil broen leve op til gældende niveau for god stabilitet af funderingen, oplyser Magnus Heunicke.
Anerkendt teknik
Forstærkning ved udlægning af sten er ifølge ministeren en anerkendt teknik, som normalt praktiseres ved dæmninger på land, men som også kan foretages under vand. Banedanmark har på den baggrund straks iværksat arbejdet med den foreslåede forstærkning af funderingen af broen. Banedanmark har igangsat en udbudsproces, og der sigtes mod, at Folketinget modtager en ansøgning om beløbet til udbedringen i denne måned, og arbejdet med at forstærke funderingen af Lillebæltsbroen forventes afsluttet primo oktober 2014.
Det oplyses i øvrigt, at ståloverbygningen er gennemregnet, og det er Banedanmarks vurdering, at der ikke er problemer med den nuværende konstruktion - hverken styrke- eller udmattelsesmæssigt.
Det er desuden Banedanmarks vurdering, at broens konstruktion fortsat er god, og at broen har mere end 80 års levetid tilbage.