Overenskomst på el-området
Erhverv | Af Dan Bjerring |
Også installatørbranchen har indgået ny overenskomst med indsats mod social dumping.
TEKNIQ - Installatørernes Organisation og Dansk El-Forbund blev mandag morgen enige om en ny treårig overenskomst for de cirka 18.000 elektrikere.
Overenskomsten indeholder blandt andet nye bestemmelser om behandling af sager om social dumping og følger dermed linjen fra byggeriets overenskomst. Desuden har parterne på elområdet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne lagt sidste hånd på et nyt og mere moderne akkordsystem. Satsændringerne svarer til det, der er aftalt i de øvrige overenskomster på industriområdet.
Formanden for Dansk El-Forbund (DEF), Jørgen Juul Rasmussen, fremhæver især markant forbedrede værktøjer til indsatsen mod social dumping, og en procents forhøjelse af fritvalgsordningen.
Dertil kommer generelle satsforhøjelser på linje med aftalen i byggeriet, forbedrede barselsforhold og mulighed for lærlinge for at søge midler i kompetencefonden i forbindelse med fritidsundervisning.
Betalt frihed
Samtidig er det også aftalt, at afskedigede får to timers betalt frihed til kontakt med a-kasse og/eller fagforening. Men i modsætning til, hvad der er aftalt i Industrioverenskomsten, er der ikke indført nye bestemmelser om ydelser til uddannelse i opsigelsesperioden.
- Ligesom byggeriet afventer vi, hvad der sker i den kommende arbejdsmarkedsreform. Alt efter, hvad der aftales her, vil et udvalg så se på, hvordan tilskud til efteruddannelse i forbindelse med opsigelse kan spille sammen med mulighederne i beskæftigelsessystemet, fortæller Jørgen Juul Rasmussen.
Afviste indrømmelser
Ud over de opnåede resultater hæfter han sig igen ved det, der ikke kan læses i de 17 aftalte protokollater - de indrømmelser, der ikke blev givet.
- Det kan jo ikke læses nogen steder, men det havde haft mærkbare negative konsekvenser for elektrikerne, hvis arbejdsgiverne havde fået deres krav igennem på områder som for eksempel fleksibilitet og kørsel. Så det er jeg faktisk rigtig tilfreds med, at de ikke fik, konstaterer forbundsformanden.
Nyt akkordsystem
Direktør Niels Jørgen Hansen fra TEKNIQ siger til BYGGE|teknik, at overenskomsten på el-området ikke skiller sig nævneværdigt ud fra andre overenskomster på byggeområdet, men lægger sig op af de øvrige forligsmodeller.
- Jeg er tilfreds med det opnåede resultat med en treårig overenskomst med en beskeden omkostningsmæssig ramme. Og så har vi lagt sidste hånd på et nyt akkordsystem, som vi har en fælles interesse i at indføre. Det adskiller sig fra det tidligere ved at etablerere et system, der i højere grad er baseret objektive enheder og ikke forhandlede priser, understreger Niels Jørgen Hansen.