Hovedentreprenørerne kan få ørerne i maskinen
Erhverv | Af Dan Bjerring |
Bygge- og anlægsoverenskomsten giver nye værktøjer i kampen mod social dumping.
Administrerende direktør Lars Storr-Hansen fra Dansk Byggeri er godt tilfreds med de stramninger i kampen mod social dumping, der er et resultat af overenskomsten med 3F's byggegruppe:
- Det er en videreudvikling af vore 48 timers-møder. Vi tager næste skridt for at skabe fair og lige konkurrencevilkår for de virksomheder, der kan og vil. Nu sætter vi fokus på de virksomheder, der systematisk udnytter vore overenskomster til at slippe uden om dem. Vi har åbnet nogle instrumenter for fagbevægelsen til at få prøvet, om der er tale om omgåelse. Vi har nogle vejledninger til, i hvilke tilfælde der kan være tale om omgåelse. Der vil udkrystallisere sig en ny praksis på området i den treårige forsøgsperiode, så det bliver nemmere at få has på de virksomheder, der ikke vil, men godt kan overholde overenskomsten. Bliver man taget i at omgå overenskomstreglerne, vil der være tale om bod, og da nogle måske også er kriminelle, vil der være strafferetlige konsekvenser, siger Lars Storr-Hansen til Dagens Byggeri.
Han mener dog ikke, at der hidtil har været de nævnte problemer i større omfang, men erkender dog også, at 3F har en anden opfattelse:
- Vi anerkender, at nogen udnytter overenskomsten eller omgår den, og vi vil gerne - selv om det er ganske få eksempler - bidrage til at give 3F nogle redskaber til at komme de pågældende virksomheder til livs, slutter Lars Storr-Hansen.
Hurtige møder
BAT-kartellets formand Kim Lind Larsen lægger tydeligvis mere vægt på resultaterne i overenskomsten omkring social dumping, end det er tilfældet med Dansk Byggeri:
- Vi har for første gang fået mulighed for en fagretlig behandling med henblik på at gå efter hvervgiveren eller hovedentreprenøren. Det har vi ikke kunnet før. Vi har siden 2010 haft mulighed for at gå efter underentreprenøren, der begår bruddet på overenskomsten, men nu har vi nogle værktøjer, vi kan bruge til noget i form af de fagretlige regler i overenskomsten med de meget hurtige møder også på nye områder, siger Kim Lind Larsen til Dagens Byggeri.
Redskaberne er klar
3F har også ganske godt styr på eksempelvis udstationerende polske virksomheder, der arbejder som underentreprenører for Dansk Byggeris medlemmer:
- Som udstationerende skal man jo have en virksomhed i sit hjemland, men hvis de er underentreprenører for et medlem af Dansk Byggeri, får vi næsten altid en overenskomst eller tiltrædelsesoverenskomst, så de er overenskomstdækkede, uanset om de er reelt udstationerende eller ej. Så har vi redskaberne i værktøjskassen til at føre en faglig sag, forklarer Kim Lind Larsen, der også kan fortælle, at de tilgodehavender, 3F har hos østeuropæiske virksomheder, er kraftigt nedbragt de seneste år.
- I 2010 havde vi over 30 millioner kroner udestående. I dag er situationen en helt anden, siger Kim Lind Larsen, der også gerne havde set et "akkordafsavnstillæg" i overenskomsten, som den der gælder med Dansk Håndværk, men det har ikke kunnet lade sig gøre:
- Der er en ny forhandling om tre år, og så prøver vi igen...