Svagt stigende besøgstal
Erhverv | Af Torben Jastram |
Efter to af de fire messedage er antallet af besøgende en smule over niveauet for to år siden.
Foreløbig ser det fornuftigt ud for arrangørerne bag BYGGERI 14, som også denne gang er velbesøgt. Især midt på dagen onsdag var der trængsel i hallerne, hvor byggeriets fagfolk i tusindevis besøgte de mange udstilleres flotte stande.
Samlet set har der været lidt flere besøgende på de første to dage, end det var tilfældet i 2012. Men det er meget lidt. Ialt 10.657 gæster var på BYGGERI 14 tirsdag og onsdag.
Fint besøg
Ved Saint-Gobains stand havde man fint besøg af den franske ambassadør François Zimeray, hvor han sammen med en Saint-Gobains ledelse fik præsenteret virksomhedens produkter og løsninger. Heriblandt Gyproc ErgoLite, som er nomineret til Byggeriets Miljøpris.
- Vi er glade for, at ambassadøren tager sig tid til at besøge vores stand på BYGGERI?14. Det er en oplagt mulighed for at vise, hvordan danske virksomheder i en fransk koncern promoverer sig og samtidig lære den danske byggebranche bedre at kende, siger Morten Starup, der er kommunikationschef for Saint-Gobain i Norden og Baltikum.
Messen fortsætter frem til fredag kl. 17.