Jobindsats bør have markedsfokus
Erhverv | Af Torben Jastram |
Jobcentrene skal kende arbejdsmarkedet og effektivt sikre, at de ledige står til rådighed, mener Dansk Byggeri.
Ifølge Dansk Byggeri er der flere gode anbefalinger i en ekspertgruppes udredning af beskæftigelsesindsatsen.
- Der er først og fremmest grund til at bakke op om det overordnede mål om at få den nuværende standardiserede beskæftigelsesindsats målrettet ikke bare de ledige, men også virksomhedernes behov for en professionel og effektiv jobformidling, siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri. Hun mener vi skal væk fra den jobformidling, hvor alle ledige får samme tilbud, og hvor bureaukrati hæmmer arbejdet i jobcentre og a-kasser. Ekspertgruppen anbefaler en mere individuel indsats.
- Vi hjælper alle parter bedst ved at have fokus på behovet og efterspørgslen på det arbejdsmarked, som jobcentrene skal hjælpe de ledige tilbage på. Her kan det individuelle snit være med til at placere de ledige i stillinger, som de er egnede til og giver det fremadrettede match. Det bør dog fortsat være jobcentrenes kerneopgave at sikre, at de ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet og søger de job, der er, siger Louise Pihl.
Mobilitet vigtigt
Hun understreger, at det er vigtigt, at jobcentrene har blikket rettet udover egen geografi.
- Bygge- og anlægsbranchen er kendetegnet ved stor mobilitet på tværs af kommuner, landsdele og landegrænser. Der er derfor behov for at få sikret en koordinering mellem de mange jobcentre udover det umiddelbare arbejdskraftsopland, understreger Louise Pihl.
Dansk Byggeri har under hele forløbet været i dialog med ekspertgruppen i lighed med LO, FTF, AC, 3F, Dansk Metal, HK, FOA, DA, DI, Dansk Erhverv, Tekniq, Lederne og KL. ?