Broforlig på Limfjorden
Erhverv | Af Torben Jastram |
Rederi skal betale fire millioner kroner til Banedanmark.
Rederiet bag det finske skib "Ramona", som i 2012 påsejlede og beskadigede jernbanebroen over Limfjorden, skal betale cirka fire millioner kroner i erstatning til Banedanmark. Sådan endte forliget mellem parterne forleden.
Under kollisionen med containerskibet i marts 2012 blev broklappen forrykket, og ved den efterfølgende besigtigelse af skaderne anslog man, at reparationen ville vare omkring seks måneder. Men broen åbnede først 13 måneder efter kollisionen.
Regningen for den stærkt forsinkede reparation løb op i næsten 50 millioner kroner, men internationale konventioner begrænser rederiets ansvar, skriver dr.dk.
- Vi ville naturligvis gerne have haft en større del af vores udgifter dækket, men nu får vi halvdelen af det, vi maksimalt kunne få, og det synes vi er fair, siger Banedanmarks økonomidirektør Søren Stahlfest Møller til dr.dk.