2014 tegner grønt
Byggeri | Af Torben Jastram |
Building Green forudser et 2014 med ekstra fokus på vigtigheden af et mere energieffektivt og miljøvenligt byggeri.
Til oktober afholdes der igen Building Green, som er Danmarks største fagmesse for bæredygtige og energieffektive byggeriløsninger. Sidste år tiltrak messen 4200 besøgende - en stigning på over 30 procent i forhold til 2012. Forberedelserne til årets messe er godt i gang, og med otte måneder igen er 60 procent af udstillerstandene allerede booket op.
Videndeling og netværk
- Målt på blandt andet interessen for Building Green, så ser 2014 ud til at blive et rigtig godt år for det grønne byggeri. Der er et stort behov i og omkring byggebranchen for at udbrede kendskabet til løsninger, der mindsker energiforbruget, reducerer CO2-udslip, genanvender ressourcerne, minimerer miljøbelastninger osv., siger senior project manager Mette Grydehøj Post, Building Green, og tilføjer:
- Samtidig er der behov for at styrke den videndeling og de netværk, der er afgørende for få sat endnu mere tryk på den bæredygtige udvikling og omstilling. Derfor viderefører vi igen i år speed-dating-initiativet Green Connections i samarbejde med Netmatch. Sammen med konferencerne, seminarerne og vores mange partnerskaber skal det systematiserede netværksarbejde være med til at indfri vores ambitioner om at gøre Building Green til Danmarks stærkeste grønne platform.
Positiv synergi
Building Green har i år indtil videre indgået partnerskab med bl.a. initiativet Sharing Copenhagen, der udspringer af EU-kommissionens kåring af København som europæisk klimaby i 2014. Sharing Copenhagen inviterer i løbet af 2014 borgere og erhvervsliv til at dele deres grønne løsninger og idéer på hjemmesiden www.sharingcopenhagen.dk, ligesom initiativet står bag en lang række events og begivenheder, der i årets løb sætter fokus på den bæredygtige dagsorden.
- Derudover fremlægger FNs internationale klimapanel IPCC sin rapport i København i slutningen af oktober, samtidig med at messen finder sted. Vi forventer derfor en masse positiv synergi mellem de forskellige begivenheder og initiativer, fortæller Mette Grydehøj Post.