Byggedebat forud for valg: Hvor meget skal EU bestemme i dansk byggeri?
Hvilken rolle skal EU spille i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen herhjemme? Og hvad er partiernes byggepolitiske visioner? Det debatterer fem EP-kandidater forud for Europaparlamentsvalget i juni.
En lang række aktører i bygge-, anlægs- og ejendomsbranchen har taget initiativet til en debatformiddag, hvor det meget vigtige spørgsmål stilles:
Skal Danmark gå forrest i byggeriets grønne omstilling, eller skal reguleringen ske fra Bruxelles?
Mødet afholdes som optakt til Europaparlamentsvalget d. 9. juni og er yderst relevant, da dansk byggeri i høj grad påvirkes af nye EU-direktiver, som stiller betydelige krav om energieffektivitet og renovering af offentlige bygninger.
Stat, kommuner og regioner skal eksempelvis årligt reducere energiforbruget med 1,9 %, og samtidig skal Danmark sikre, at mindst 3 % af det offentlige bygningsareal årligt renoveres op til en god energistandard. Samtidig er regler for reduktion af byggeriets klimabelastning blevet indarbejdet i bygningsdirektivet.
Læs også: Nærmer sig et europæisk stormarked for CO2-fangst
Men hvad er partiernes byggepolitiske visioner? Hvordan sikrer de, at befolkningen er medspillere i byggeriets grønne omstilling - og hvilken rolle skal EU spille?
'Vi stiller skarpt på de store politiske emner, som er vigtige for byggeriet, og debatterer, hvordan regler og rammer udstukket fra Bruxelles bliver virkeliggjort i en dansk dagligdag. Vi vil bl.a. sætte klima, energi og bæredygtighed på dagsordenen - for skal vi i Danmark gå forrest med vores egne krav, eller skal reguleringen ske fra Bruxelles?', lyder det fra de 16 initiativtagere til debatten, der bliver afholdt i BAT-kartellets hovedbestyrelsessal.
Bendt Bendtsen lægger ud
Efter velkomsten kl. 9 har formand for Synergi og fhv. partiformand, minister og europa-parlamentsmedlem for det konservative folkeparti, Bendt Bendtsen, 10 minutter til at sætte scenen for debatten i et indlæg om EU's betydning for den danske bygge- og anlægsbranche.
Herefter går paneldebatten i gang. Deltagere er:
- Magnus Barsøe, Socialdemokratiet
- Rasmus Nordqvist, SF
- Sigrid Friis, Radikale Venstre
- Henrik Dahl, Liberal Alliance
- Morten Løkkegaard, Venstre
Moderator for dagen er Thomas Larsen.
Læs også: Grøn investor sætter sig for bordenden i Concito
Bag debatmødet står:
- Akademisk Arkitektforening
- BAT kartellet
- Brancheforeningen Danske Byggecentre
- Bygherreforeningen
- Concito
- Dansk Erhverv
- Dansk Standard
- Danske Arkitektvirksomheder
- Danske Tegl
- EjendomDanmark
- Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- Konstruktørforeningen
- Rådet for Bæredygtigt Byggeri
- Rådet for Grøn Omstilling
- Synergi
- Veltek