Bygger børnehus til adskillelse og inviterer lokalsamfundet indenfor
Nedrevne bygningsdele skal genbruges i nyopførelsen af Svinninge Indskolings- & Børnehus, der får plads til 152 børn og 40-50 medarbejdere.
Det er blevet mere reglen end undtagelsen at bygge (eller renovere) skoler og samtidig åbne bygningerne op for resten af lokalområdet til gavn og glæde for bl.a. de lokale foreninger.
Det er bl.a. det, man er i gang med i Hejnsvig i Billund Kommune, har gjort i Jetsmarks knap et år gamle ca. 8.500 kvadratmeter skole- og kulturcenter og i Høje-Taastrup, hvor byens Børne- og Kulturhus endda blev kåret som Årets Skolebyggeri i 2022.
Nu er 'trenden' også kommet til Svinninge i Holbæk Kommune, hvor dele af Svinninge Skole skal rives ned, hvorefter bygningsdele fra det nedrevne byggeri i videst muligt omfang genbruges i nyopførelsen af Svinninge Indskolings- & Børnehus, der med fleksible rammer bliver brugbart for både de 152 børn og 40-50 medarbejdere fra to eksisterende børnehuse, der flytter ind, og for lokalsamfundet.
Der er tænkt bæredygtigt hele vejen rundt i børnehuset - således skal projektet opføres efter principperne om design for adskillelse og certificeres til DGNB Guld.
Fleksible og varierede rammer
Det er skala architecture der i team med entreprenøren Jytas, ingeniørerne fra Stokvad Rådgivende Ingeniører og DBI-Brandteknisk Institut har vundet konkurrencen om renovering og udvidelse af Svinninge Indskolings- & Børnehus.
Kreativ chef og partner fra skala architecture, Julie Ankjær, siger:
- I vores konkurrenceforslag har vi haft fokus på at skabe et byggeri, der opleves som ét sammenhængende børnehus. Et hus, der understøtter sammenhængen mellem inde og ude, med fleksible og varierede rammer til leg og fordybelse og som inviterer lokalsamfundet indenfor og sikrer fællesskaber på tværs.
4.000 kvm aldersopdelte udearealer
Ud over nedrivning af eksisterende bygninger omfatter totalentreprisen opførelse af en ny tilbygning i ét plan på 800 kvm samt renovering af indskolingsafsnittet på 800 kvm i to plan. Herudover etableres ca. 4.000 kvm trygge, aldersopdelte udearealer.
Arkitektonisk tager det nye indskolings- og børnehus udgangspunkt i bygningstypologien fra Svinninge Skole og den eksisterende bygnings kvaliteter med trygge, beskyttede uderum.
Med centrum i børnehusets motorik- og bevægelsesrum, fællesværksted, børnehusbibliotek, SFO-område og pædagogiske køkken opnås stor fleksibilitet i brugen af huset - også efter lukketid. Her kan børnehuset forvandles til et socialt mødested for lokalsamfundets foreningsliv.
Indskolings- og børnehuset forventes at stå færdigbygget i marts 2026.