Hård vinter hæmmer byggeriet - ikke værre siden 2011
Byggeri | Af Kenneth Jørgensen |
Over vinteren i år har næsten hver fjerde virksomhed været begrænset i sin produktion. Særligt anlægsentreprenørerne er ramt.
De fleste har nok bemærket, at vejret har været ekstra vådt denne vinter, og det er også en udfordring, der har fyldt mere end normalt i bygge- og anlægsbranchen - og for mange virksomheder fungeret som en hæmsko for arbejdet.
I Danmarks Statistiks seneste månedlige opgørelse over produktionsbegrænsninger melder 26 % i bygge- og anlægsbranchen, at dårligt vejr har begrænset produktionen i februar.
Læs også: Anlæg slår rekord, mens boligbyggeriet tager største dyk i 13 år
Seniorøkonom Lasse Lundqvist fra Prognosecenteret har analyseret opgørelsen og er gået længere ned i tallene, som viser, at udviklingen i år er endnu mere markant:
I vinteren 2024, gældende dec. 2023, jan. 2024, feb. 2024, var andelen af virksomheder, som var udfordret af vejret i bygge- og anlægsbranchen på sit højeste sinde 2011 - hele 23 % i gennemsnit af den samlede branche:
- Høje renteniveauer, tilbagebetaling af coronagæld, forsyningsproblemer mm. er alle eksempler på, at der er nok af udfordringer, og at vi lever i en kompleks verden. Økonomer giver en status på økonomien ud fra vanskeligt beregnelige kerneindikatorer, men nogle gange er det noget så fundamentalt som vejret, der udfordrer bygge- og anlægsbranchen, siger han.
Enormt frustrerende
Mindre overraskende er vinteren gået hårdest ud over anlægsentreprenørerne, hvor 57 % i gennemsnit har været begrænset i deres arbejde. For murerne er tallet 38 %:
- Hos mange anlægsentreprenører har f.eks. vådt grus betydet, at pladevibratoren er blevet stående i tørvejr, og at arbejdet har måtte sættes på pause, siger Lasse Lundqvist.
Han tilføjer:
- Som virksomhed kan man forbedrede sig på meget, men det er enorm frustrerende, når vejret betyder, at arbejdet må sættes på pause. Her kan man intet gøre.