Stor udvidelse af Aarhus-motorvej går i gang
Optakten til det store anlægsarbejde er ovre, og nu starter udvidelse af første stykke af E45 ved Aarhus.
Flere steder mellem Kolding og Randers udvides E45 Østjyske Motorvej for at sikre bedre fremkommelighed.
Læs også: 52 broer og bygværker - tonstungt arbejde i gang på østjysk motorvej
Mandag den 27. november tager Vejdirektoratet så første spadestik til den egentlige udvidelse af selve motorvejen omkring Aarhus. Det sker på strækningen mellem <49> Aarhus S og motorvejskryds Aarhus Syd, hvor de ekstra spor kobles på den tidligere udvidelse af motorvejen.
- Trafikanterne har indtil nu oplevet drypvise vejarbejder, imens vi bl.a. har forstærket midterrabatten og sat gang i arbejdet med at udvide de mange broer langs E45, siger projektchef Robin Højen Madsen.
- Nu samler vi flere vejarbejdere, så der kommer et 10 kilometer langt vejarbejde, hvor hastigheden er sat ned til 80 km/t hele vejen, tilføjer han.
I alt skal 16 kilometer motorvej udvides omkring Aarhus frem mod 2027, og Vejdirektoratet har valgt at dele arbejdet op i flere etaper fra syd til nord.
Udvidelsen af motorvejen foregår ved, at trafikken flyttes ind mod midten i to smalle spor og nødsporene inddrages, imens der arbejdes i hver side.
Når udvidelsen er færdig i siderne og midten, flyttes al trafikken skiftevis over i den ene side af vejen, imens der lægges asfalt på den modsatte side.
Til slut bliver der malet striber og opsat støjskærme, hvorefter alle spor kan tages i brug.
I løbet af 2024 begynder arbejdet med udvidelsen i de nordgående spor.