Hofor hyldes for sit store bidrag til Københavns udvikling
Arkitektur | Af kej |
Forsyningsselskabet, der i dag har særligt fokus på at klimasikre byen, modtager Arkitektforeningens bygherrepris, Æreskalejdoskopet 2023.
Tilbage i 1858 anlagde Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, der dengang hed Københavns Vandforsyning, et af de første offentlige vandværker i byen - en klassisk murstensbygning efter tidens arkitektur, som i dag huser koncertstedet Pumpehuset.
Siden har selskabet bidraget til byens udtryk med nye bygninger og en række bygningsrenoveringer og byrum, som har beriget gadebilledet og livet i og omkring dem.

Nu modtager Hofor Arkitektforeningens bygherrepris, Æreskalejdoskopet 2023, og ifølge forperson, Johnny Svendborg, ønsker foreningen at hædre selskabets bidrag til byens kvalitet med et budskab om, at den grønne omstilling kræver mange nye klima- og energianlæg - såsom transformerstationer, varmepumper, pumpestationer med mere inde i de danske byer:
- Når man bygger inde midt i byerne, indtager man en stor del af pladsen - en stor del af vores fælles rum. Det skal man tage alvorligt, og det gør Hofor. Både, når de bygger nyt, og når de vælger at bevare og genanvende de gamle bygninger, siger han.

Johnny Svendborg uddyber:
- Et godt eksempel er det gamle elværk på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade ved Københavns Hovedbanegård, hvor der indenfor er ved at blive bygget et helt nyt anlæg til varme og køling. Ved at give dem vores bygherrepris, Æreskalejdoskopet, håber vi at inspirere andre forsyningsselskaber og offentlige bygherrer.
- Løsninger, der betyder meget for os
Hofors bestyrelsesformand, Susanne Juhl, fortæller, at det betyder meget for selskabet netop at skabe bygninger og byrum, der giver noget tilbage til byen:
- Det gør vi f.eks. meget ud af, når vi sammen med Københavns Kommune, arkitekter m.fl. skaber klimasikre byrum, der ikke bare opsamler regnvand, men også er skønne at opholde sig i og giver plads til biodiversitet, siger hun.

Susanne Juhl siger videre:
- Det er løsninger, vi skaber i hele hovedstadsområdet, og som betyder meget for os. Derfor er vi meget glade for at blive anerkendt for vores indsats med Arkitektforeningens bygherrepris.
Æreskalejdoskopet kan tildeles offentlige og private bygherrer, og prisen uddeles hvert år den 21. november på Arkitektforeningens stiftelsesdag.