Arkitekt på plads: København bygger første specialinstitution i knap 20 år
Byggeri | Af Louise S. Strøbech |
Arkitektkontrakten er på plads, og dermed er endnu et skridt taget mod den første nye specialinstitution i Københavns Kommune i næsten 20 år. Institutionen kommer til at ligge på Østerbro og får plads til 36 børn.
36 børn med betydelige handicap og vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder, hvoraf nogle ikke er mobile, kan fra 2026 tage en spritny specialinstitution på Ragnhildgade på Østerbro i brug.
Det er Københavns Kommune, der er bygherre på projektet, der har været undervejs i flere år, men nu ser det ud til, at pengene er fundet. Institutionen er den første specialinstitution, Københavns Kommune bygger i næsten 20 år.
Den nye daginstitution, der bliver på ca. 1.700 kvm fordelt på 3 etager, får plads til seks grupper med 6 børn i hver gruppe.
Projektet udvikles for Københavns Kommune i samarbejde med Norconsult Danmark, mens Nordic Office of Architecture, der er en del af Norconsult, nu er udpeget som arkitekt på projektet. Artelia og ETN Arkitekter står bag det illustrerede byggeprogram .
Har tegnet Årets Sundhedsbyggeri 2022
Nordic Office of Architecture har stor erfaring med arkitektur til specialområdet, herunder projekter til børn med særlige behov på Gildbroskolens specialskole, Gladsaxe Heldagsskole, Vonsild Specialcenter og Sofiendalskolen i Aalborg.
Tegnestuen, der dengang hed Rubow arkitekter, var dertil medvirkende til, at Psykiatrisk Center Sct. Hans i 2022 vandt Årets Sundhedsbyggeri. Byggeriet blev i den forbindelse beskrevet med ordene 'et poetisk, følsomt og helende stykke arkitektur'.