Vil optimere selektiv sortering i byggeriet med ny lov
Nye regler for bedre ressourceudnyttelse af byggematerialer er på trapperne med regeringens lovforslag, der bl.a. skal oppe selektiv sortering i byggeriet.
Cirka fem millioner ton affald kommer årligt fra byggeriet - fra nybyggerier, renoveringer og nedrivninger. Det tal skal ned, så ressourcerne kan genanvendes eller genbruges, lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke, der sammen med den øvrige regering barsler med nye regler, der skal sikre, at gamle byggematerialer i højere grad kan genbruges og genanvendes.
- Der er et kæmpe potentiale for bedre ressourceudnyttelse i byggebranchen, og derfor skal vi tænke mere bæredygtigt, så vi skaber mindre affald og mindre spild, samtidig med at vi genanvender og genbruger flere af de allerede eksisterende materialer. Det er jo oplagt, at for eksempel gamle mursten eller teglsten ikke kasseres, hvis de kan bruges til nye huse. Med selektiv nedrivning kan vi tage et stort skridt i den rigtige retning, siger miljøminister Magnus Heunicke.
I dag stammer 40 % af Danmarks samlede affald fra byggebranchen, og regeringen foreslår, at materialer fra bygninger, der rives ned, sorteres under selve nedrivningen og dermed i højere grad bliver genanvendt og genbrugt.
Forslaget udspringer af den politiske aftale 'Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi' fra 2020. Den har blandt andet som mål at mindske vores affaldsmængder ved mere genbrug og genanvendelse. Reglerne vil gælde for bygherrer og virksomheder, der nedriver bygninger på 250 kvadratmeter eller mere.

Potentialet er større
At der er et stort potentiale for bedre ressourceudnyttelse i byggebranchen, kommer formentlig ikke som en overraskelse for DI Byggeri, hvor direktør Anders Stouge hæfter sig ved, at både kravene om håndtering af affald samt den nationale og kommende europæiske klimaregulering sætter fokus på sektorens ressourceforbrug.
- Der er behov for flere indsatser, som kan understøtte bedre ressourceudnyttelse i byggeriet. En af de indsatser er øget brug af selektiv nedrivning. Heldigvis er mange bygherrer allerede godt i gang med selektiv nedrivning, men potentialet er større, og en struktureret tilgang kan understøtte øget genbrug af byggematerialer. Det vil desuden give branchen et godt fundament at arbejde videre på i takt med, at kravene til bedre ressourceudnyttelse vinder frem, siger Anders Stouge.
Lovforslaget forventes fremsat i december 2023, og det forventes sammen med bekendtgørelsesreglerne at træde i kraft 1. juli 2024.