Ingeniørkunst i Aarhus: The Dome kom på plads på 14 dage
Byggeri | Af Louise S. Strøbech |
Den overjordiske del af ARoS-udvidelsen The Next Level er nu på plads. The Dome skal lægge kuppel til kunstner James Turells karakteristiske lysinstallationer.
Det er kun 14 dage siden, at det første af 30 glasfiberelementer, der skal udgøre indersiden af James Turells kunstværk The Dome på kunstmuseet ARoS i Aarhus, blev placeret og naglet fast til 'ringmuren', der udgør betonfundamentet under kuplen.
Hvert element vejer 1,1 ton, er 22 meter langt og har et overfladeareal på 70 kvadratmeter.
Nu er det sidste element hejst på plads, og medarbejderne fra hovedentreprenøren Aarsleff kan fortsætte med at armere med den betonskal, der skal afrunde konstruktionen.

Efterfølgende skal den 80-årige amerikanske kunstner James Turrell, der er internationalt anerkendt for sin lys- og installationskunst, færdiggøre værket med sine karakteristiske lysinstallationer indvendigt i kuppelrummet.
Der findes mere end 80 andre lignende domes rundt omkring i verden, hvor kunstneren har kunne boltre sig.
Højt til loftet
The Dome i Aarhus har en loftshøjde på 15 meter, en diameter på 40 meter og får et 'låg', der efter behov kan køres over hullet i domen. Kuppelhvælvingen har næsten samme dimensioner som Pantheon i Rom.
- Når skallerne bliver sat op, bliver det synligt hvor imponerende et byggeri, der faktisk er tale om. Aarhus er på vej til at få endnu et spektakulært kunstværk i absolut verdensklasse, udtalte Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, der er bygherre på projektet, inden det første element blev hejst på plads.

Budget på 236 mio. kr
The Dome, a Skyspace by James Turrell er en del af ARoS-udvidelsen The Next Level, som skal spille sammen med gentænkningen af den nuværende Musikhusparken, som Team Schønherr vandt foran 17 andre tværfaglige teams fra ind- og udland.
Museumsdirektør på ARoS, Rebecca Matthews, har fulgt byggeteamets arbejde nøje. Hun kalder The Dome et 'monumentale kunstværk'.
- På poetisk vis stiger kuplen til vejrs, og man kommer til at kunne se og fornemme formen og dimensionerne på den ekstraordinære kunstoplevelse, der venter os i 2025.

Udvidelsen af museet har et anslået budget på 236 mio. kr., hvoraf en del dækkes af donationer fra Købmand Herman Sallings Fond og Ny Carlsbergfondet. Det samlede budget for den nye Musikhuspark er 44,55 millioner kroner. Her har Realdania støttet.
Både det underjordiske udstillingsgalleri, The Dome og den nyanlagte Musikhuspark forventes at stå klar i 2025.