Vækst i Vestsjælland: 750 er skrevet op til 97 nye boliger
AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, oplever stor interesse for selskabets kommende boliger, Munkesøhuse, i Kalundborg.
- Da vi valgte at investere i boliger i Kalundborg, var det bl.a. på grund af den rivende udvikling, som Kalundborg Kommune oplever, fortæller projektchef i AP Ejendomme, Michala Velin.
- Flere og flere arbejdspladser og uddannelsespladser er kommet til, og dermed er der et øget behov for flere og mere moderne boliger i området, som kan være med til at få folk til at bosætte sig i kommunen, uddyber hun.

Den rigtige investering
Da selskabet sammen med EDC Jesper Olsen i Kalundborg for nylig holdt udlejningspremiere for de kommende 97 svanemærkede boliger i centrum af byen, mødte omkring 150 personer op - 40 boliger er allerede reserveret, og 750 havde inden udlejningspremiereren skrevet sig op på interesselisten til Munkesøhuse.
- Vi har fra start haft store forventninger til projektet, og den store interesse bekræfter os endnu en gang i, at det var den rigtige investeringsbeslutning, vi tog, da vi besluttede at opføre Munkesøhuse. Vi føler os overbeviste om, at stort set alle boligerne vil være udlejet, når de er klar til indflytning, siger Michala Velin, der forventer, at projektet er endeligt opført i juni næste år.