Ingeniør udvider med nyt område: "Stigende behov for egne specialister"
Større og mere komplekse projekter kræver, at paletten af rådgivningsydelser bliver udvidet, og derfor etablerer ABC Rådgivende Ingeniører nu en ny installationsafdeling.
Med etableringen af en installationsafdeling tager ingeniørvirksomheden, der blev etableret i 2009 under navnet AB Clausen, et nyt skridt for at styrke forretningen til fremtidig vækst.
- Vores nye installationsafdeling er et centralt element i strategien for de kommende år, der bl.a. handler om at forankre ABC endnu stærkere på større og mere komplekse projekter og inden for nye brancher, siger partner og udviklingsdirektør Kristoffer Krarup.
Læs også: Årets Unge Rådgiver vinder international ingeniørpris
Han fortæller videre, at det er nødvendigt at få etableret og sikret samme faglige ekspertise på installationer internt i organisationen, som virksomheden i forvejen har inden for konstruktioner, brand og bæredygtighed:
- I takt med, at vi er vokset og har bredt os ud til nye markeder, oplever vi, at intern ekspertise på installationer i stigende grad er efterspurgt af vores kunder. Det giver dem en større tryghed - specielt ved de store og mere komplekse projekter.
Læs også: Stor nedgang rammer ikke ingeniørerne - og det er der 2 grunde til
- Samtidig har vi nået et niveau som virksomhed, hvor vi har et stigende behov for at have vores egne specialister på projekterne. Simpelthen fordi det giver en større grad af kontrol og overblik på netop de store projekter. Men når det er sagt, så kommer vi stadig til at trække på vores store og kompetente netværk af faste samarbejdspartnere på installationsområdet, forklarer han og tilføjer:
Organisk vækst og specialistfællesskab
Ifølge Kristoffer Krarup er det virksomhedens ambition at vækste organisk og fortsat med fuldt fokus på kvalitet og faglighed:
- Vi bygger installationsafdelingen op i et tempo, hvor vi lander de rette profiler gradvist og stadig trækker på vores nuværende samarbejdspartnere i mange år frem. Derfor vil vi også fortsat investere i det økosystem af partnere på installationsområdet, som er en central del af vores værdikæde, siger han og henviser bl.a. til det specialistfællesskab, som ABC har drevet siden januar i år i forlængelse af det nye hovedkontor i Glostrup.
Læs også: Afry vinder rammeaftale med Biofos
Den nye forretningsenhed forventes at runde 30 installationsingeniører inden for få år.
ABC Rådgivende Ingeniører, der har hovedkontor i Glostrup og afdelinger i Silkeborg og Riga, beskæftiger over 120 medarbejdere.