Donation på 47 mio. sætter gang i Viborgs domkirke-drømme
Arkitektur | Af kej |
Bevillingen fra A.P. Møller Fonden skal bruges til udviklingen af et nyt byrum og udearealer i domkirkekvarteret. En del af bevillingen er en arkitektkonkurrence om en helhedsplan.
Med en donation på 47 mio. kroner ønsker A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal at bidrage til domkirkekvarterets kulturarv og benytte de mange fortællinger som afsæt for et nyt aktivt og moderne byrum i hjertet af Viborg.
På samme måde skal de mange materialer af høj kvalitet, der allerede er i kvarteret, tænkes ind i de fremtidige løsninger, så deres fortællinger kommer med, og projektets CO2-aftryk begrænses.
Læs også: Fra Mosul til møbelsystem på Riget: Sådan kan en bæredygtig fremtid se ud
- Jeg er meget glad for den flotte donation fra A.P. Møller Fonden, som betyder, at vi nu kan fuldende udviklingen af domkirkekvarteret og dermed gøre Viborgs historiske centrum endnu mere attraktivt for både turister og borgere i Viborg Kommune, siger borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek.
En sammenhængende løsning
En del af bevillingen er en arkitektkonkurrence om en helhedsplan for hele domkirkekvarteret.
- Domkirkekvarteret er på mange måder hjertet af Viborg, og derfor er det vigtigt, at vi får skabt en sammenhængende løsning, som vi kan glæde os over mange år fremover.
- Der ligger allerede en overordnet plan og en tidsplan for, hvad der skal ske i området, men med donationen fra A.P. Møller Fonden får vi nu mulighed for at realisere alle det store projekts byrum og udearealer, siger Ulrik Wilbek.
Historie om magt og demokrati
Bevillingen på 47 mio. kroner er øremærket flere sammenhængende projekter, der omfatter Stænderpladsen, Hans Tausens Minde, Bispestien, Margretheplænen, Gammeltorv og Gråbrødre Kirkestræde.
Læs også: Danskere står bag verdens største 3D-printede bygning
Det største delprojekt bliver opgraderingen af Stænderpladsen, der med sin centrale placering har potentiale til at blive et grønt ankomst- og samlingssted for domkirkekvarteret.
Ambitionen er, at der her skabes et grønt byområde, der samtidig formidler stedets historie om magt og demokrati gennem virtuelle og fysiske virkemidler.
En del af en større vision
Ligesom de øvrige projekter er omdannelsen af Stænderpladsen en del af en større vision for domkirkekvarteret i Viborg, der også inkluderer udvikling af et nyt Viborg Museum, et Velkomstcenter for hele Hærvejen, flere og større udstillingsrum for Skovgaard Museet og aktivitetsmuligheder for Unesco Creative Space i Viborgs gamle rådhus.
Udover bevillingen fra A.P. Møller Fonden vil Viborg Kommune også bruge adskillige millioner på domkirkekvarteret i de kommende år, der foreløbigt har et budget på omkring 150 mio. kroner.