Hustømrerne omstrukturer - og udvider på Fyn
Udvidelsen sker også på baggrund af en større omstrukturering i virksomheden, der fremadrettet har fokus på fagentrepriser med gode samarbejdspartnere, lyder det.
Efter et turbulent 2022 med et underskud på -24,8 mio. kroner meldte Hustømrerne sidste måned ud, at afdelingen i Aarhus skal nedskaleres.
Læs mere: Aarhus-afdeling sender Hustømrerne i stort minus
Men trods det utilfredsstillende resultat viste regnskabet også, at virksomhedens andre afdelinger i både Aalborg, Kolding, Aabenraa samt serviceafdelinger havde præsteret en sund vækst.
Bl.a. succesen i Kolding får nu Hustømrerne til at udvide til Fyn, hvor der ifølge afdelingschef Brian Dall er et spændende marked:
- Vi er blevet budt ind til flere opgaver og kan se mange gode projekter i horisonten. Men vi har ikke villet forpligtige os, for så at sende vores jyske tømrere til Fyn.
- Jeg synes, at et lokalt tilhørsforhold er utroligt vigtigt, og jeg er overbevist om, at en projektleder med lokale rødder er mere engageret i byggesagen. Man bygger ikke længere for en bygherre, men for sit lokalsamfund, fortæller han og tilføjer:
- Så da vi kunne se, at vi havde en god portefølje på Fyn, var tiden inde til at udvide afdelingen. Derfor er vi også i gang med at sammensætte et stærkt hold af lokale projektledere og tømrere, der vil have base i Odense.
Ydmyghed og grundige overvejelser
Udvidelsen på Fyn sker også på baggrund af en større omstrukturering i Hustømrerne. Målet har været at sætte fokus på spidskompetencerne i form af fagentrepriser med gode samarbejdspartnere:
- Det er med stor ydmyghed, at vi træder ind på det fynske marked. Det er sket efter grundige overvejelser, og vi er nu klar til at være en del af den fynske byggebranche. Vi kan se, at der er mange projekter, hvor en fagentreprenør af vores størrelse og med vores kompetencer passer godt ind. Vi ser derfor frem til at levere godt tømmerarbejde til vores fynske samarbejdspartnere, siger adm. direktør i Hustømrerne, Morten Sort.
Blandt opgaveporteføljen på Fyn er bl.a. byggeriet af et nyt autismecenter i Fangel nær Odense, hvor virksomheden skal varetage tømrerentreprisen med Dansk Boligbyg som totalentreprenør.