Direktører rykker opad hos stor stålgrossist
Den nuværende adm. direktør i Tibnor, Fredrik Haglund, fratræder sin stilling for at blive ny koncerndirektør. Han erstattes af Søren Pliniussen, der kommer fra stillingen som salgsdirektør i virksomheden.
Nuværende adm. direktør i Tibnor Danmark, Fredrik Haglund, fratræder sin stilling for at fortsætte i rollen som koncerndirektør for den samlede forretning med hovedsæde i Solna i Sverige.
Fredrik Haglund har været en del af virksomheden siden 2008 og adm. direktør for Tibnor Danmark siden 2020.
Til at overtage posten som adm. direktør er valget faldet på stålgrossistens nuværende salgsdirektør Søren Pliniussen, der har været en del af Tibnor siden 2006 - siden 2019 som salgsdirektør.
Mod nye mål
- Jeg er glad for at give stafetten videre til en så erfaren og dygtig mand som Søren. Jeg er overbevist om, at den danske organisation med Søren i spidsen vil bidrage til fortsat profitabel vækst, øget digitalisering samt mere bæredygtige løsninger til gavn for både Tibnor og vores kunder, siger Fredrik Haglund.
Søren Pliniussen starter i sin nye rolle d. 1. juli 2023:
- Jeg er stolt og glad over, at skulle stå i spidsen for Tibnor Danmark. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med mine kollegaer og arbejdet sammen mod nye mål, fortæller han.
Markedsledende i Danmark
Tibnor Danmark har i dag 130 medarbejdere fordelt på fem kontorer og et stort distributionscenter i Taulov.
I den nye rolle bliver det Søren Pliniussens opgave at udbygge virksomhedens position som en moderne og innovativ stålgrossist med stærk forankring på det danske marked:
- Vores ambition er klar; vi vil være den markedsledende stålleverandør på det danske marked og det naturlige valg for stål og metaller. Jeg glæder mig til - sammen med hele organisationen - at fortsætte det strategiske arbejde mod den position, vi ønsker at opnå på markedet, siger han.