Projektudbyder sætter rekord: "Dagligvarebutikker klarer sig markant bedre end strøgejendomme"
Blue Capital har opnået sit hidtil højeste salg og overskud og mærker fortsat stor interesse for at investere i erhvervsejendomme, mens rentestigninger har ramt boligprojekter hårdere og lejeniveauer nogle steder synes at have ramt et loft.
I 2022 nåede Blue Capital både den højeste omsætning og indtjening, siden projektudbyderen, der har fokus på ejendomme til detailhandel og fastfood, blev grundlagt i 2010.
Lejerne i de 11 udbudte Blue Capital-ejendomsprojekter i 2022 omfatter blandt andre dagligvarebutikker som Coops 365discount og Salling Groups Netto, storbutikker som Elgiganten, jem & fix og Jysk samt fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard.
- Vores primære produkt med ejendomme til dagligvarebutikker og lejere som f.eks. Elgiganten, jem & fix, Jysk og T. Hansen klarer sig markant bedre end strøgejendommene, fortæller adm. direktør Martin Kibsgaard Jensen:
- Det har været en tendens, vi har set slå særligt igennem de seneste tre-fire år. I foråret aflagde vi regnskaber, og i projekter med mindst to fulde driftsår er investorernes oprindelige indskud blevet forrentet med 17,7 % i gennemsnit - uden værdireguleringer af ejendommene. Vi har nu opjusteret det gennemsnitlige afkast i projekterne til 20,2 %.
Alle projekter fra Blue Capital bliver udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S'er med op til 10 investorer, ofte velhavende privatpersoner og tit fra samme område som projektejendommen.
11 projekter til 400 mio. kroner
Den gode økonomi i ejendomsprojekterne skyldes især, at lejeindtægterne bliver reguleret i takt med prisudviklingen. Derved får investorerne ikke blot beskyttet deres formue effektivt mod inflation, men de har også forøget indtægterne og dermed værdien af deres ejendomme.
Desuden har der slet ikke været tomgang, og det forklarer Martin Kibsgaard Jensen med, at Blue Capital lægger vægt på at indgå lange lejeaftaler med økonomisk solide virksomheder med stærke positioner i deres brancher.
Blue Capital, der har kontor i Aarhus, opnåede sidste år en bruttofortjeneste på 26 mio. kroner - en fremgang på 28 % fra 2021. Omsætningen kommer dels fra honorarer ved at udbyde nye projekter, dels fra at administrere og optimere eksisterende ejendomsprojekter.
- Stigningen afspejler, at vi sidste år udbød 11 projekter til en samlet værdi på næsten 400 mio. kroner. Og med flere projekter stiger vores indtægter fra administration også. Væksten har derfor også medført, at vi i sommer ansatte to yderligere medarbejdere for at styrke vores administration, fortæller Martin Kibsgaard Jensen.
Likviditet til fortsat vækst
Overskuddet i Blue Capital steg med knap 26 % til 19,8 mio. kroner før skat, og langt hovedparten af indtjeningen bliver i virksomheden, der siden 2010 har udbudt ejendomsprojekter for over 3 mia. kroner.
- Vi vil gerne sikre likviditet til fortsat vækst, og vi har i de første måneder af 2023 udbudt fire nye projekter. Vi kan fortsat mærke stor interesse for at investere i erhvervsejendomme - de klarer sig i øjeblikket bedre end boligprojekter, hvor rentestigningerne rammer hårdere, og hvor lejeniveauerne nogle steder ser ud til at have ramt et loft, siger Martin Kibsgaard Jensen og tilføjer:
- Desuden er en stribe nye nøgletal lovende for detailhandlen, f.eks. stigende forbrugertillid samt højere beskæftigelse og højere økonomisk vækst end hidtil ventet.