Bedste resultat i 14 år: GK Danmark har fastholdt fokus på indtjening før vækst
Selvom omsætningen blev lidt lavere end budgetteret, øgede GKs danske forretning indtjeningen, hvilket sikrer den bedste bundlinje længe.
Ligesom i resten af Europa og Norden oplevede teknikentreprenøren og servicepartneren GK Danmark et atypisk år med stigende omkostninger til energi, materialer og inflation, og oveni dét gik fem af selskabets kunder konkurs.
Alligevel leverede den danske forretning stabilt efter planen:
Toplinjen ligger på 385 mio. kroner, og trods de fælleseuropæiske og nationale udfordringer leverer det danske selskab et nettoresultat før skat på 5,2 mio. kroner.
- Det har været et turbulent og uforudsigeligt år. Men med fastholdelse af vores strategi om fokus på indtjening før vækst har vi leveret et solidt nettoresultat og kan præsentere det bedste regnskab i 14 år, siger adm. direktør Jørgen L. Christensen.
Væksten kommer særligt herfra
Det er særligt serviceforretningen, den tværfaglige PMO-enhed og energioptimering, der driver væksten.
Direktøren fortæller, at serviceforretningen er vokset betydeligt blandt andet gennem opkøb, mens PMO-afdelingen for alvor er kommet i gang med afslutning og igangsætning af flere store tværfaglige kontrakter. Jørgen L. Christensen forventer, at enheden bliver en vækstgenerator for entrepriseforretningen.
Han fortæller videre, at GK også oplever store vækstmuligheder i energioptimering og den grønne omstilling:
- Bæredygtighed og energioptimering er i høj kurs, og her har vi kompetencerne til at rådgive og være driver for den grønne omstilling. Særligt oplever vi efterspørgsel på de medarbejdere, vi har uddannet i LCA og DGNB-certificering. Vi er den første i installationsbranchen, der er DGNB-certificeret, og vi får utroligt mange henvendelser, både på service og entreprise. Vi forventer derfor yderligere vækst inden for området, siger han.
Har stadig behov for at lære
Trods en hastig udvikling på området for den grønne omstilling i de senere år er det ifølge den danske direktør en udfordring at måle og definere kriterierne for bæredygtige indsatser.
- Verden er ved at lære, og det samme er vi i GK. Vi har allerede taget væsentlige skridt i vores ESG-mål, hvor vi har fastsat et mål om, at halvdelen af porteføljen i 2050 skal være CO2-neutal. Men vi har endnu ikke defineret alle nødvendige målepunkter. Vi er dygtige til at registrere det og kender vores mål, men har stadig behov for at lære, hvordan vi mere præcist måler på vores præsentationer. Det arbejder vi på at definere i øjeblikket, siger Jørgen L. Christensen.
Vil være den bedste arbejdsgiver i branchen
Potentialet for energieffektivisering i erhvervsbyggerier på tværs af Norden er beregnet til at være hele 25 %.
Koncernchef Kim Robert Lisø er der derfor gode forretningsmuligheder i den grønne omstilling:
- For GK betyder det store og lønsomme forretningsmuligheder - og det giver vores medarbejdere en mulighed for virkelig at gøre en forskel i samfundet. Disse muligheder skal vi gribe, og GK har høje ambitioner, når det kommer til at rekruttere og udvikle medarbejdere. Vi vil simpelthen være - og være kendt som - den bedste arbejdsgiver i vores branche, siger han.