Forskallingsdirektør: "Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved"
2022-regnskabet for Peri Danmark viser sorte tal på bunden, hvilket er en forbedring fra minusset i 2021. Direktøren mener dog at have lært de senere omskiftelige år og holder konstant fingeren på pulsen frem for øjet på forecasts.
Pandemi, en spærret Suez-kanal, krig i Europa, materialeknaphed og prisstigninger.
Som så mange andre aktiviteterne i det danske selskab i Peri-koncernen, der leverer forskalling og stillads til bygge- og anlægsprojekter, været præget af ovennævnte faktorer.
I regnskabet for 2022 landet Peri Danmark dog med et resultat på 5,8 mio. kroner efter et minus på 5,4 mio. kroner i 2021 - et år, virksomheden betegner som 'ekstremt udfordrende' efter et resultat på 4,4 mio. kroner i 2020.
Ifølge adm. direktør Henrik Søgård Olsen ser man derfor fortsat ind i endnu et potentielt usikkert år:
- Selv om vi kommer ud af året med et overskud, så har de seneste par omskiftelige år lært os, at vi ikke længere kan stole blindt på forecasts. Som en del af en velkonsolideret familieejet virksomhed, så er rettidig omhu et uhyre vigtigt mantra for os. Derfor er vi i ledelsen meget optagede af en stram styring af omkostningerne og en endnu tættere opfølgning, nærmest på daglig basis, siger han.
Fra rigtig fint til udfordrende
Direktøren fortæller videre, at virksomheden bestemt tager de dystre prognoser for 2023 og en mulig recession til efterretning. Men der er fortsat god aktivitet hos mange kunder og dermed også hos materielleverandøren, siger han og har derfor svært ved at forudse, hvordan det næste år går:
- For at citere Sokrates: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved, lyder det.
- Hvis de projekter, der er i tilbudsfasen samt på nippet til at gå i gang, bliver gennemført, så ser vi ind i et rigtig fint år. Men hvis vi ser ind i udskydelser og aflysninger som følge af en potentiel recession, så kan det blive endnu et udfordrende år.
Henrik Søgård Olsen fortsætter:
- Vi skal som organisation naturligvis være klar til at servicere vores kunders behov, og det kræver for eksempel en vis mængde materiel på lager - og det har vi også. Men som sagt, så har vi i højere grad end tidligere en konstant finger på pulsen, så vi kan foretage de nødvendige tilpasninger og effektiviseringer, der gearer os til at agere i det marked, der måtte være. Også for at fremtidssikre på egne og kundernes vegne.
Peri, der er tyskejet, leverer løsninger i form af forskalling, stillads og rådgivning til ethvert bygge- og anlægsprojekt. Blandt det danske selskabs projekter i 2022 kan nævnes Statens Naturhistoriske Museum og toppen af Lighthouse i Aarhus.
Koncernen har mere end 70 datterselskaber fordelt på 90 lande og mere end 9.500 ansatte.