Landskabsrådet: Nul-fejls kulturen i anlægsbranchen udhuler den danske undergrund

Med de eksisterende normer for bærelag går vi med både livrem og seler for at være helt sikre på, at der ikke sker sætninger. Men normerne er ofte ude af proportioner i forhold til de egentlige behov, og nu er vi ved at løbe tør for grus til bærelag i den sjællandske undergrund. Der er brug for nytænkning, fastslår Landskabsrådet.

Nul-fejls kulturen lever i bedste velgående i den danske anlægsbranche. Der må hverken ske de mindste fejl eller sætninger, for der er ingen, der vil tage ansvaret.

Derfor bliver de grønne normer for bærelag fulgt til punkt og prikke, men gennem årene har normerne udviklet sig til en helgardering med så tykke gruslag, der ofte er helt over målet, at end ikke ti elefanter kan fremprovokere en sætning, når først anlægget er etableret.

Men det store forbrug af grus til bærelag har udtømt lagrene i den sjællandske undergrund - og i realiteten er det jo et fåtal af anlæg, der faktisk skal kunne bære ti elefanter.

Vi står jo overfor, at vi har begrænsede ressourcer - også når det kommer til grus, hvor vi efterhånden har udhulet hele vores undergrund på Sjælland for at udnytte ressourcerne.

Og så har vi nogle normer, der har udviklet sig over tid til at inkludere nogle meget store gruslag.

Den udvikling skyldes både, at vi selvfølgelig har fået tungere biler, men også at vi arbejder i en kultur, hvor der ikke må ske nogen sætninger, for alle er meget bange for at blive pålagt et ansvar for de sætninger.

Brug for nye normer

Frygten for at blive pålagt ansvaret som landskabsarkitekt ikke er uden berettigelse.

Det kan nemlig blive dyrt, hvis landskabsarkitekten får skylden for, at der er kommet en sætning, og derfor bliver normerne i de fleste tilfælde fulgt på trods af bevidstheden om, at de er overdimensionerede.

Vi udhuler vores land og støber ressourcerne ned under asfalt, fordi der ikke er nogen, der vil tage ansvar for, at der kommer en lille bule en gang imellem.

Det er et meningsløst overforbrug af ressourcer, der er helt ude af sync med alle ønsker om bæredygtighed og miljøvenlighed. Men det vil kunne løses, hvis vi får revurderet normerne og aflivet nul-fejls kulturen.

Vi bygger om hele tiden, så hvor lang levetid har vi brug for?

Derfor skal der indenfor normerne gøres plads til individuelle vurderinger af de enkelte anlæg, så de ikke bliver bygget til at kunne holde til mere end nødvendigt.

Meget bliver bygget til at kunne holde til tung trafik i 100 år. Men f.eks. i hovedstadsområdet bliver der jo hele tiden brudt op og lagt om, så måske kan man godt overveje, om det egentlig er nødvendigt.

Ligesom man kan overveje, om et eksisterende bærelag måske kan genbruges i stedet for at skrabe gruset af og køre det væk for så at fylde op med noget nyt grus, der er hentet i Jylland.

Derudover skal der tages en bredere diskussion om ansvar på tværs af hele branchen

Ved at nedsætte normerne kommer der naturligvis også en øget risiko, og det er ikke rimeligt, at det er landskabsarkitekterne, der som rådgivere skal tage den.

Der skal bygherren være indstillet på, at det er naturligt, at der vil komme mindre sætninger i et anlæg. De sætninger kan man bare rette op og samtidig glæde sig over alle de unødige ressourcer, man ikke har brugt.

Dertil skal der selvfølgelig laves retningslinjer for hvor mange sætninger, der kan accepteres. For der kan naturligvis også forekomme dårligt arbejde fra en landskabsarkitekt, og ansvaret for det skal ikke ligge andre steder end hos landskabsarkitekten.