Med Jyothsna på holdet kører jernbaneprojektet på skinner
Arrangementer | Af mir |
Jyothsna Amrith er ekspert i jernbaner. Og hun har en superpower: Udover gode skinneløsninger er hun fantastisk til at få samarbejdet til at glide på projekterne rundt om i verden. Tilsammen gør det hende til den tredje nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023.
Næ nej, det er skam ikke kun i Danmark, at metro og letbaner er blevet populære. Det er de i rigtig mange af verdens storbyer, hvor trafikken bare glider lettere, når flere vælger skinnerne, når de skal frem.
Bare spørg Jyothsna Amrith. Hun er projektleder inden for Spor og Anlæg i Atkins i København og udlånt til Atkins Norge.
Her hun aktuelt arbejdet med på udbygningen af Bybanen i Bergen, men også sideløbende deltaget på projektet Jakarta Mass Rapid Transit i Jakarta, Indonesien - og tilsammen har hendes arbejder i hver verdensdel bragt hende i spil til titlen som Årets Unge Rådgiver 2023.
Prisen som Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har uddelt hvert år siden 2009.
Et projekt med flere innovative løsninger
Projektet Bybanen er en offentlig transportnetværksløsning i Bergen, Norge, der skal fungere som rygraden i byens offentlige transportsystem. Det er ikke bare et letbaneprojekt, men involverer både byudvikling og byplanlægning.
Bybanens universelle udformning er et stykke pionerarbejde og er blevet tildelt Innovationsprisen for "Universelt Design" - et grundprincip for Bybanens overordnede konstruktion, der har til formål at gøre transporten funktionel, forudsigelig og lettilgængelig for alle.
En del af Jyothsnas rolle var at udvikle en baneløsning, der både tilgodeser passagerernes komfort, stabil drift og bæredygtighed.
Der var flere sportyper, der skulle integreres for at passe ind i byens og landskabets naturlige omgivelser. Derfor blev 200 træer for eksempel flyttet i stedet for at blive fældet.
Jyothsna har været afgørende for samarbejdet
I Atkins Danmark fortæller Peter Lassen Skrubbeltrang, afdelingschef for spor og anlæg, at Jyothsna siden 2016 har fungeret som kontakten mellem Atkins Indien og Atkins Danmark.
- Hendes indsats har været afgørende for at udvikle det samarbejde, som er afgørende for Atkins Danmark på det konkurrenceprægede marked, siger han.
Sideløbende med dette strategiske arbejde har Jyothsna varetaget det tekniske ansvar for danske projekter for Banedanmark i Atkins Danmark, og hun har været udstationeret på projektet Bergen Bybane, hvor hun ifølge Peter Lassen Skrubbeltrang har modtaget fremragende respons fra kunden.
Sammen med udstationeringen deltager Jyothsna løbende i ledermøder mellem Aktins Danmark og Atkins India, hvor hun er involveret i udviklingen af et initiativ, hvor medarbejdere fra Atkins Indien er tilknyttet afdelingerne i Danmark som "fast" medarbejder på linje med det danske personale.
- At lykkes med flere udstationeringer og samtidig fortsætte faglig udvikling i Indien, England, Danmark og Norge kræver mod, udholdenhed og store personlige og interpersonelle færdigheder, udtaler Peter Lassen Skrubbeltrang, Afdelingschef, Spor og Anlæg i Atkins Danmark.
Unik forståelse for jernbaner og det gode
Ude hos kunderne er Jyothsna ligefrem blevet en vigtig del af løsningen. For hun skaber sammenhæng og forståelse mellem designer, entreprenør, bygherre og slutbruger, og dermed er der basis for forbedrede løsninger, fortæller projektdirektør for udbygning af Bybanen i Bergen, Terje Simmenes.
- Jyothsna har en unik forståelse af jernbanerelaterede problematikker. Hun supplerer dette med fremragende kommunikationsevner, som gør det nemt for både projektets designere og BBAS, der står som bygherrer og fremtidig vedligeholder af infrastrukturen, at komme frem til en gensidigt tilfredsstillende løsning, siger han.
Og så har Jyothsna altså en slags superpower, når det kommer til samarbejdet i komplekse organisationer.
- Da Jyothsna kom med i projektet, kunne samarbejdet mellem BU og BBAS have været bedre. Men det blev markant forbedret gennem Jyothsnas kommunikationsevner og hendes evne til at skabe tillid mellem de to organisationer, mener Terje Simmenes.