Ejendomsudvikler på udkig efter ny kaptajn
Adm. direktør i ejendomsudviklingsselskabet Alfa Development, Jan Kristensen, har valgt at træde tilbage fra posten som adm. direktør. I stedet er han blevet tilbudt og har sagt ja tak til en plads i bestyrelsen.
Jan Kristensen, der har stået i spidsen for Alfa Development gennem de seneste tre år, har besluttet at fratræde sin stilling som adm. direktør. Rekrutteringen af en afløser er derfor sat i gang og forventes på plads snarest muligt.
Ifølge den afgående direktør selv er strategiskiftet et godt tidspunkt for en rokade i ledelsen, der kan sætte yderligere fokus på kompetencer inden for by-, ejendoms- og konceptudvikling.
- Nu handler det om at få eksekveret på udviklingen af de relativt store områder både i og uden for byen, vi har købt i de senere år. Det er det rigtige tidspunkt for mig at komme videre, og jeg er meget glad for, at jeg i min nye rolle i bestyrelsen kan bidrage til den videre udvikling af firmaet, siger Jan Kristensen, der indtræder i selskabets bestyrelse pr. 1. maj.
Videreudvikling af co-living-koncept
Ændringerne i ledelsen falder sammen med en justering af strategien i ejendomsudviklingsselskabet, der de seneste år har haft fuld fart på opkøb af grunde i København, Aarhus og Stockholm og med at færdiggøre store projekter i IrmaByen, Lyngby, Herlev og i Malmø.
Med den aktuelle markedsudvikling med faldende boligpriser og høje byggepriser koncentrerer firmaet nu indsatsen om udviklingen på de nyindkøbte grunde. Desuden prioriteres videreudvikling og markedsføring af firmaets stærke koncepter inden for co-living, Living by Alfa.
- Jan har gjort et stort stykke arbejde med at styrke vores portefølje af spændende udviklingsprojekter og køb og salg af grunde og ejendomme. Vi respekterer hans beslutning og ser frem til at nyde godt af hans stærke kompetencer inden for bl.a. asset management, nu fra en post i bestyrelsen, siger medgrundlægger af Alfa Development og bestyrelsesformand, Andreea Kaiser.