DIs malersektion: Kan være slut med offentlige opgaver næste år
Formand for DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke, hilser bæredygtighedstanken velkommen, men ser med bekymring på bygningsreglementets krav til klimaaftryk. Indfasning af yderligere krav bør udsættes, lyder opfordringen.
Den 1. januar 2023 blev bygningsreglementets krav til klimaaftryk indfaset.
Kravene betyder, at nybyggerier over 1.000 m2 er underlagt nye krav i forhold til klimaaftryk, herunder at malervirksomheder skal registrere klimaaftrykket i forbindelse med transport, forbrug af maskiner samt varme/afkøling i forhold til nybyggerier over 1.000 m2 og fra 2025 i forhold til alle nybyggerier.
Formand for DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke, hilser bæredygtighedstanken velkommen, da 'det er det rigtige tankesæt i forsøget på at bremse de allerede nu stigende menneskeskabte påvirkninger af vores klima'.
Men formand ser dog også med bekymring ind i den forestående opgave:
- Vi ser frem til en tid, hvor udbud fra det offentlige stiller krav om, at vi skal kunne levere klimaregnskab for at komme i betragtning til at afgive tilbud. Flere kommuner er allerede i gang, og hvis vi ikke kan levere et klimaregnskab, er det slut med at udføre maleropgaver for det offentlige allerede fra 2024, siger han.
Udsæt yderligere krav
Willi Becke ønsker - hvor rigtigt bæredygtighedstanken end er - at henlede opmærksomheden på en byggebranche, der efter corona, krig i Europa og stigende omkostninger som følge af den stigende inflation er presset på både omsætning og bundlinje.
- Reglerne og køreplanen er udformet før, alle disse ekstraordinære ting er opstået. At indføre yderligere administrative byrder i byggeriet og for malerfaget modtages derfor med nogen skepsis, og der appelleres til, at indfasning af yderligere krav udsættes, og der etableres en dialog omkring det, lyder opfordringen.
Al forståelse bygger på kommunikation, og Willi Becke opfordrer til at dossere klimatiltagene med stor forsigtighed i næste fase:
- Bæredygtighed og bekæmpelse af klimaforandringer er en fælles samfundsopgave. Dette lader sig bedst gøre ved en fælles samfundsindsats, med hensyntagen og forsigtighed over for en presset byggebranche.
DI Byggeri Malersektionen er en ud af 26 sektioner under DI Byggeri.