Efter 10 år nærmer Ceresbyen sig sin endelige afslutning
Til sommer sættes der punktum for det sidste igangværende boligprojekt på Ceres Allé, når 101 nye lejeboliger står færdigbygget.
I midten af Aarhus er Ceresbyen bygget op omkring det tidligere århusianske bryggeri Ceres.
Området byder på lejligheder og plejehjem til samlet ca. 2.000 beboere, mens VIA University College i bedste campusstil bringer liv til bydelen med mere end 7.000 studerende.
Det er snart 10 år siden, at de første beboere flyttede ind i Ceresbyen, og til sommer, d. 1. juni, forlader entreprenørmaskinerne endegyldigt området.
Det sker, når boligbyggeriet Maltgården, som Ejendomsselskabet Olav de Linde står bag, står færdigt:
- Nogen vil måske hævde, at Ceresbyen har været færdigbygget i flere år, men jeg tror, at de mennesker, der har deres daglige gang på Ceres Allé, glæder sig til, at vi endegyldigt kan sætte punktum for flere års udviklingsarbejde, siger Mads Bue Mørk, kommerciel direktør hos Ejendomsselskabet Olav de Linde, der mest er kendt for erhvervslejemål, men som i de seneste syv år har opført seks nye ejendomme i Aarhus og Odense med henblik på boligudlejning.
Han tilføjer:
- Det er et område, der bærer en vigtig del af Aarhus' kulturhistorie, og jeg synes, at vi er kommet i mål med en smuk og respektfuld karrébygning, hvor ny arkitektur tager afsæt i byens historiske udtryk. Navnet Maltgården er samtidig en hyldest til områdets bryggerihistorik.
Blandet beboersammensætning
De første boliger er allerede bygge færdigt i ejendommen, der kommer til at indeholde lejemål med stor variation og derfor tiltaler en blandet beboersammensætning af studerende, børnefamilier, seniorer, vennepar, singler og par.
Boligerne er på mellem ét og fem værelser og svinger i størrelsen mellem 42 og 142 m2, og de største får egen private tagterrasse.
Desuden får ejendommen to erhvervslejemål i stueetagen, som skal være med til at give liv til området, og så bliver der udviklet et landskabeligt, grønt gårdmiljø for beboerne i ejendommen.
Den høje kvalitet er kendetegnende for Ejendomsselskabet Olav de Linde strategi for erhvervsudlejning og ligeledes også med boligudlejning:
- Vi anvender materialer i høj kvalitet og med en særlig New Yorker-stemning med blandt andet rå murstensvægge af genbrugsmursten, betonvægge og egetræsgulve. Det gør vores investering lidt større fra starten, men på den lange bane bliver det en bedre forretning, da boligerne er mere attraktive for lejerne, siger Mads Bue Mørk.