Investorer skal indfri Ikast-entreprenørs vækstpotentiale
Bestyrelsesformanden og næstformanden i Kjargaard Byg træder nu ind i ejerkredsen og ser store muligheder i hjemtagning af produktion fra Østen samt en kraftig udvidelse af landbrugsbedrifterne.
Siden 2007 har Kjargaard Byg fokuseret på byggeri til landbruget, men byggefirmaets opgaver er med årene også udvidet til at omfatte opførslen af erhvervs- og industribyggerier.
Virksomheden tæller 32 medarbejdere og får nu tilføjet to investorer i ejerkredsen.
Bettina Vorsøe Elkjær og Teil Bechmann Pedersen kender dog begge virksomheden fra deres rolle som henholdsvis formand og næstformand i bestyrelsen.
Uindfriet potentiale
De ser et stort vækstpotentiale og fremhæver to megatrends med hjemtagning af produktion fra Østen og kraftig udvidelse af landbrugsbedrifterne. Derudover er der behov for at energioptimere en stor del af den eksisterende bygningsmasse, lyder det:
- Jeg tror på, at det går én vej for Kjargaard Byg, og det er fremad. Det motiverer mig at være med til at udvikle virksomheden i en svær periode for bygge og anlæg. Men den ambitiøse strategi har vist, at virksomheden har et uindfriet potentiale, som jeg tror meget på, siger han.
Ambitiøs strategiplan
Bettina Vorsøe Elkjær, der er uddannet cand. mag erc. og cand.jur. med speciale inden for entrepriseret, supplerer:
- Kjargaard Byg har et fantastisk omdømme, og kunderne kommer igen og igen. Firmaet er i gang med at udrulle en ambitiøs strategiplan og rummer et stort potentiale for fremtidig vækst inden for byggeri til både landbrugssektoren og industrien.