Politisk strateg giver SMVdanmark flere muskler på Christiansborg
Den 1. februar tiltræder Jesper Beinov direktør og får det øverste ansvar for politik, analyse og kommunikation.
Den kommende direktør kommer med en række fremtrædende stillinger bag sig, senest som strategisk chef i Det Konservative Folkeparti.
Tidligere har han blandt andet været direktør i Danske Gartnerier, pressechef i Dansk Folkeparti og særlig rådgiver for to ministre.
Nu skal han være en spydspids for SMVdanmarks indsats for at forbedre de små og mellemstore virksomheders vilkår i Danmark:
- Med Jesper Beinov har vi fået en af Danmarks mest erfarne profiler inden for politisk kommunikation og interessevaretagelse. Jesper vil som direktør styrke SMVdanmarks i forvejen stærke netværk på Christiansborg og blive en helt central figur i forhold til at sikre, at SMV'erne - der udgør 99 % af erhvervslivet - bliver hørt i medier og på Borgen, siger Jakob Brandt, der er adm. direktør i SMVdanmark.
Rygraden for vækst og innovation
Jesper Beinov siger:
- Politik, kommunikation og analyse hænger sammen, når man skal forbedre forholdene for de små og mellemstore virksomheder, som udgør rygraden for fremtidig vækst og innovation og dermed fremtidig velstandsskabelse. Jeg har fulgt, hvor markant og dygtigt mine nye kolleger i SMVdanmark har gjort det i de seneste år under svære vilkår med corona og økonomisk afmatning ovenpå krigen i Ukraine og er derfor superglad for at blive en del af holdet, siger han.
Ud over sin baggrund på Christiansborg og i centraladministrationen har Jesper Beinov gennem 10 år desuden været redaktør på Berlingske.