23.000 m2 solgt: Nu kan udviklingen af Aalborg-område komme videre
Tæt på den gamle bykerne og et kommende grønt åndehul har kommunen solgt Åparkkvarteret til lokalt udviklingsselskab.
- Med salget af Åparkkvarteret kan vi nu - sammen med køber - komme videre med udviklingen af området, der både byder på attraktive omgivelser og rige muligheder for at udvikle et spændende nyt bykvarter.
Sådan siger rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen, om Aalborg Kommunes salg af Åparkkvarteret til selskabet Stella5, der beskæftiger sig med investering, udvikling og udlejning af fast ejendom.
- Beliggenheden her er helt unik - tæt på Aalborgs gamle bykerne og med det kommende grønne åndehul Åparken i baghaven, tilføjer han.
Arealet langs Jyllandsgade blev udbudt til salg med en mindstepris på 75 mio. kroner ekskl. moms, men blev solgt for over 86 mio. kroner ekskl. moms.
Fortsat stor investeringslyst
Foruden Åparken afgrænses Åparkkvarteret mod nord af Jyllandsgade, der på den aktuelle strækning byder på den længste perron for den kommende Plusbus, som er byens fremtidige højkvalitets busforbindelse, der blandt andet byder på god passagerkomfort og kortere rejsetid på tværs af byen.
Området har i mange år været et centralt erhvervsområde i Aalborg og spiller en væsentlig rolle som en del af den samlede udvikling af Hjulmagerkvarteret, hvor den 'tunge' industri på sigt skal udflyttes.
I kommuneplanen er Åparkkvarteret udlagt til 'Blandet bolig og erhvervsformål', og nu skal der i samarbejde med køber udarbejdes en ny lokalplan for området, der blandt andet skal sikre en høj bygningskvalitet.
- Salget af det store område i disse usikre tider viser mig, at der fortsat er stor investeringslyst i vores skønne kommune, og det giver mig en tro på, at vi nok skal klare de mange udfordringer, den urolige verdenssituation giver os, siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Området huser i dag en række lejemål, og den nye ejer indtræder som udlejer i de eksisterende lejemål.