LM Byg: Vi skaber bedre resultater, når vi deler viden og håndværk
CO2-besparelser og bæredygtigt byggeri skærper kravene og dermed også konkurrencen i branchen. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at byggeriets aktører deler erfaringer og opdagelser, lyder budskabet.
At mikse betonrecepter er lidt ligesom at røre en dej sammen. Det kræver cement, vand, sand og sten at lave beton. Men ved at skrue på mængden af delmaterialerne kan du skabe en betonblanding, der møder behovet, uanset om det skal flyde let, have ekstra styrke, skabe det bedste støberesultat eller måske skal sænke materialets CO2-aftryk.
Netop sænkningen af betons CO2-aftryk har stort fokus i byggebranchen. Det anslås nemlig, at byggeriet står for cirka 30 % af Danmarks CO2-udledning, og særligt cement er en post, der koster på klimakontoen.
Voksende krav og en stigende efterspørgsel på mere bæredygtige byggematerialer gør det nødvendigt for entreprenører og bygherrer at finde mere CO2-besparende alternativer. Der er allerede mange bud og løsninger, men flere i branchen peger nu på, at hvis den grønne omstilling for alvor skal lykkes, og byggeriet samtidig skal kunne udvikle sig i et udfordrende marked, så er flere nødt til at åbne op og dele deres viden og gode ideer med resten af branchen.
En af de entreprenører, der har taget skridtet mod større åbenhed og videndeling er LM Byg.

Gennem de sidste par år har råhusentreprenøren haft særlig fokus på kompetenceudvikling og nye løsninger indenfor CO2-reduceret beton. Som led i den specialisering har LM Byg arbejdet sammen med en række forskellige aktører indenfor byggebranchen.
- Som råhusentreprenør ønsker vi at bruge vores kompetencer og erfaringer til at skabe fælles forandring i branchen, så vi kan fremme ressourcebesparende og mere bæredygtigt byggeri. Det er vores oplevelse, at samarbejde, dialog og åbenhed mellem de involverede parter skaber bedre resultater for os selv og branchen, siger direktør i LM Byg, Frank Aarslew-Jensen.

LM Byg har blandt andet udviklet sine egne CO2-reducerede betonblandinger, LM Mix, der uden at gå på kompromis med styrke eller finish sænker cementindholdet i betonblandinger og dermed også CO2-aftrykket med op til 20 %. Mixet er blevet til i samarbejde med det private betonlaboratorium, Pelcon, og DK Beton.
Råhusentreprenøren har også haft fokus på samarbejder og fælles projekter og er undervejs blevet en af de entreprenører med størst erfaring i at støbe med Aalborg Portlands CO2-reducerede cement, FutureCem.

Blandt andet har LM Byg været med til at opføre DTU's betonlaboratorium, der danner rammerne om undervisning og forskning i bygge- og anlægsmaterialer. Bygningen er et eksperiment i sig selv, for en del af laboratoriets gulv og en væg blev opført i FutureCem og bruges af studerende og forskere til at følge den CO2-reducerede betons hærdeproces.
Lige nu er LM Byg også ved at lægge sidste hånd på råhuset til stjernearkitekten Bjarke Ingels nye hovedsæde i København. Bygningen opføres næsten udelukkende i beton med FutureCem, og indtil videre er projektet det største i Danmark, hvor materialet bruges. Da LM Byg gik i gang med at støbe, var produktet endnu ikke på markedet, og råhusproducenten har bistået Aalborg Portland og Unicon med videre udvikling af betonen gennem tests, støbninger og sparring i forbindelse med BIG-projektet:
- Vi designede seks forskellige betonblandinger for at finde frem til den helt rigtige konsistens og styrkeklasse. Vi måtte også udvikle nye støbemetoder. Undervejs fandt vi ud af, at materialet flyder anderledes end traditionel beton, og i styrkeklasse 45 får det en klæg og sirup-agtigt struktur. Det gør det sværere at få blandingen til at flyde ud - særligt omkring armeringen. Betonen var deklareret som vibrationsfri, men netop ved at udsætte støbningen for en let og kortvarig formvibrering flød betonen nemt på plads. De erfaringer gav vi videre til Aalborg Portland, som så kunne bruge den viden til at videreudvikle produktet, fortæller Frank Aarslew-Jensen.

LM Bygs direktør er ikke i tvivl om de gevinster, der er ved at åbne mere op - også blandt konkurrenter - og råhusentreprenørens tro på udveksling og fælles udvikling på tværs af branchen deles af Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton:
- Byggebranchen er vant til at konkurrere om bygherrer og projekter, og derfor ligger det også i branchens natur at holde sine erfaringer og opdagelser for sig selv. Særligt nu, hvor CO2-besparelser og bæredygtigt byggeri har så stor bevågenhed, kan det være nemt at tro, at der er konkurrencemæssige fordele ved at holde sin viden for sig selv. Men skal vi lykkes med den grønne omstilling, CO2-reducering og byggebranchens fortsatte udvikling i den fart, der er behov for, så er vi nødt til at stå skulder mod skulder og dele ud af vores viden og ideer, siger Dorthe Mathiesen.
Hun har derfor taget teten i et samarbejde mellem Dansk Beton og byggebranchens aktører, der skal udarbejde en branchevejledning for designoptimering af betonkonstruktioner.
Vejledningen udarbejdes af en projektgruppe som er en del af Bæredygtig Beton initiativet, og sideløbende har Dansk Beton drøftet input til branchevejledningen med en række bygherrer og entreprenører, der har vurderet og kvalificeret indholdet med deres perspektiver.

LM Byg er en af de entreprenører, og er blevet udvalgt til at kommentere på deres tilgang til fælles viden, og det skyldes blandt andet råhusentreprenørens tilgang til samarbejde og fælles udvikling:
- Vi står overfor nogle store udfordringer i branchen, og vi har brug for alle de gode ideer, kompetencer og initiativer, vi kan få. Kun i fællesskab kan vi udvikle nye og endnu bedre løsninger, og derfor er der behov for et skifte i branchens tilgang til tværgående samarbejde. Der er LM Byg et rigtig godt eksempel på en entreprenør, der åbner op og skaber gode resultater for sig selv og branchen, siger Dorthe Mathiesen.