Se billederne: BIGs 280 meter høje tropiske vision står færdig
Arkitektur | Af kej |
'CapitaSpring' i Singapores finansielle kvarter tilbyder 51 etager, hvor man kan arbejde, bo og nyde livet i grønne himmelhaver og tagparker. 'En vision for en fremtid, hvor by og landskab, kultur og natur kan sameksistere,' fortæller Bjarke Ingels.
Efter fire års byggeri er den 93.000 m2 store skyskraber officielt åbnet.
- Vores arkitektur for CapitaSpring er formgivet i forlængelse af Singapores banebrydende urbanisme, som formår at skabe en tæt befolket og samtidig frodig by. Projektet kan ses som en vision for en fremtid, hvor by og landskab, kultur og natur kan sameksistere, og naturen kan gro uendeligt ind i den vertikale dimension, fortæller stifter og partner Bjarke Ingels, BIG.
Det 51 etager høje CapitaSpring ligger i hjertet af Singapores finansielle kvarter, Central Business District, og fra gadeniveau ledes besøgende langs grønne stier ind til et 18 meter højt åbent rum i bygningens stueetage. Her bliver man budt velkommen i kølende skygge fra det tropiske sollys og føres ad separate lobbyer videre til henholdsvis kontorer, boliger, butikker og restauranter.
Et kendt madmarked, Market Street Hawker Center, er genskabt på bygningens 2. og 3. etage med 56 madboder og gør CapitaSpring til en ny kulturel destination i byens kulinariske scene og lokalsamfund.
De første otte etager i bygningen er dedikeret til lejlighedshoteller og inkluderer en bred vifte af faciliteter som swimmingpool, jacuzzi, løbe ruter, fitnesscenter, fælleskøkken, beboerlounges og grillområder. De øverste 29 etager huser enestående kontorer med panorama udsigt over Singaporefloden og Marina Bay.
I bygningens kerne mellem etagerne, der huser kontorer og boliger, er der fire forbundne etager, der kaldes 'Den Grønne Oase', som består af en 35 meter høj have, hvor man kan arbejde, slentre en tur, slappe af, træne eller afholde events. Oasen væver naturen lodret ind i arkitekturen og giver brugere af bygningen et væld af muligheder for ophold i det grønne.
Den overordnede lodrette og bløde struktur i 'Oasen' er beplantet i overensstemmelse med hierarkiet fra en tropisk regnskov, hvor planters bladvækst er i proportionel relation til det tilgængelige sollys på det specifikke vegetationslag. Således er skyggetolererende planter med brede blade placeret på Oasens 'regnskovsetage', og bevæger man sig op til 'regnskovens tag', er træerne kendetegnet ved mindre blade.
Taghaven på toppen af CapitaSpring har udsigt over byen og er hjem til 1-Arden Food Forest. Her er 150 sorter af frugt, grøntsager, urter og blomster plantet på tværs af fem tematiske grunde, der forsyner bygningens restauranter med frisk grønt.