Kommune klar med 1,6 mia. kroner til nye skoler
Otte partier har netop indgået budgetaftale i Skanderborg Kommune for 2023-2026. Med aftalen afsættes de næste ti år 1,6 mia. kroner til daginstitutioner, skoler, plejecentre, idrætsfaciliteter, infrastruktur m.v.
Mens flere områder langt fra de store byer affolkes, oplever kommuner tættere på særligt København, Aalborg og Aarhus stigende vækst i antallet af indbyggere. En af de kommuner er Skanderborg Kommune, der har en af landets største befolkningstilvækster. Og dermed følger også et behov for øgede driftsbudgetter og nye investeringer.
Nu er en forligskreds bestående af otte partier (Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet) nået til enighed om en budgetaftale for 2023-2026:
Samlet afsættes de næste ti år 1,6 mia. kroner til daginstitutioner, skoler, plejecentre, idrætsfaciliteter, infrastruktur m.v., og allerede i 2023-2026 er der sat knap en milliard kroner af til syv nye daginstitutioner, to nye skoler, godt 70 nye plejeboliger og en række om- og tilbygninger på eksisterende byggerier.
Læs også: Vigtig aktør trækker sig fra knap 8.000 m2 skolebyggeri
Partierne bag budgetaftalen er enige om at finansiere byggeaktiviteterne de næste fire år ved at bruge 416 mio. kroner af kommunens kassebeholdning. Tidligere beregninger viser, at kassebeholdningen vil vokse igen fra 2028, blandt andet på grund af faldende afdrag på lån, som Skanderborg Kommune tidligere har optaget.
Med budgetaftalen har Skanderborg Kommune fortsat et af landets største anlægsbudgetter set i forhold til kommunens størrelse.
Kommunen er også blandt de kommuner, der blev hårdest ramt af udligningsreformen og har i dag et af laveste indtægtsgrundlag i landet efter udligning.