Ny topchef skal give Troldtekt globalt væksteventyr
Michael Heeager Nystrup skal udbrede de danske akustikplader internationalt - og stå for opførelsen af en ny fabrik i Troldhede.
Kursen er sat, og den skal stå på vækst så langt øjet rækker for akustikpladeproducenten Troldtekt.
Den århusbaserede virksomhed med produktion i midtjyske Troldhede blev tidligere i år købt af irske Kingspan Group, og ambitionerne er, at pladerne bliver en globale salgssucces.
Det betyder, at Troldtekt opfører endnu en fabrik i Troldhede inden for de næste 2-3 år. Den skal supplere den eksisterende fabrik og mere end fordoble Troldtekts produktionskapacitet.
Og den kommende vækstrejse bliver med en ny adm. direktør ved roret.
Michael Heeager Nystrup afløser Peer Leth, som siden 2006 har stået i spidsen for Troldtekt, men efter eget ønske har valgt at søge nye udfordringer og skifter til adm. direktør hos Dansk Træemballage.
Michael Heeager Nystrup kommer direkte fra syv år i et andet dansk selskab i Kingspan-koncernen, Logstor, der fremstiller præisolerede rørsystemer til fjernvarme- og industriløsninger.
Her har han som Vice President haft ansvaret for salg og marketing, product management, forretningsudvikling og digitalisering.
- Troldtekts medarbejdere har en passion for akustikløsninger, der gør en positiv forskel for mennesker og bliver produceret med stor respekt for miljøet. Jeg glæder mig til at komme ind i en stærk kultur, som har rødder helt tilbage til 1935, siger Michael Heeager Nystrup.
- Fundamentet er på plads, og nu skal vi gribe muligheden for at sikre god akustik og et elegant design i endnu flere bæredygtige bygninger verden over.
Direktørskiftet finder sted 1. oktober 2022, hvor Michael Heeager Nystrup tiltræder.