Flere danske lastbiler og gravemaskiner sendes til Ukraines ruiner
Sammen med dansk erhvervsliv sender regeringen nu flere entreprenørmaskiner til Ukraine, der skal hjælpe med at genopbygge landet efter de omfattende ødelæggelser.
Danmark har allerede leveret 36 entreprenørmaskiner til Ukraine. Nu sendes yderligere ca. 50 maskiner af sted til landet, hvor Ruslands massive ødelæggelser har efterladt flere byer øde.
Nogle af maskinerne kommer efter planen ned til havnebyen, Mykolaiv, hvor Danmark har en ledende rolle i genopbygningen af byen, og som er ramt af omfattende bombardementer. Det er den ukrainske regering, som har efterspurgt de specifikke maskiner, og de første 15 maskiner af anden sending er allerede sendt afsted i denne uge.
- Jeg er stolt over, at vi nu sammen med DI, danske virksomheder og fonde kan intensivere hjælpen, som den ukrainske regering har efterspurgt, så mange ukrainere kan få deres hjem tilbage, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Entreprenørmaskinerne omfatter alt fra store gravemaskiner, lastbiler og trailere til tungt udstyr. Der er tale om brugte, men velfungerende entreprenørmaskiner.
Et offentlig-privat samarbejde
Der er tale om en donation til humanitære formål, og donationen sker i et offentlig-privat samarbejde mellem staten, DI og med bidrag fra en række private fonde heriblandt Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond og Lego Fonden.
- Ukraine skal genopbygges til at blive et stærkt og velfungerende land, og entreprenørmaskinerne er den helt konkrete første hjælp fra Erhvervsministeriet og vi andre samarbejdspartnere. Det glæder mig, og jeg håber, at vi kan fortsætte det gode samarbejde og hjælpen, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI.
Erhvervsstyrelsen står for den praktiske udførelse ift. indkøb af maskiner og koordinering med myndigheder i Ukraine, mens Beredskabsstyrelsen bistår med koordinering af transport til Lviv i Ukraine.