Hospital, hotel, kirke og forskere i samme tårn
Forum hedder Aarhus Universitetshospitals nye 14 etages bygning - en bygning med mange forskellige funktioner.
Det er landets største hospital, og nu er den sidste del af udbygningen klar. Det sker når patienter og forskere indtager Forum, den 14 etagers høje bygning som er udset som midtpunkt og vartegn for Aarhus Universitetshospital.
- Forum fuldender udvidelsen og fremtidssikringen af Aarhus Universitetshospital som et fyrtårn for forskning og hospitalsbehandling på højeste niveau. Forum er et unikt hus, hvor stærke fællesskaber og godt samarbejde er grundstenen for arkitekturen, sagdeHanne Roed, 1. næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland i forbindelse med indvielsen.
Et tårn med mange funktioner
Tårnet er inddelt i en række funktionelle afsnit. På de øverste fire etager er der et patienthotel med ca. 60 værelser.

Nedenunder er etagerne med hospitalets afdelinger for Funktionelle Lidelser og Klinisk Farmakologi. Desuden flytter Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet ind sammen med faciliteter til universitetets medicinske forskning.
- Byggeriets udformning som et tårn med en bred base giver mulighed for at placere patienthotellet på de attraktive øverste etager. Her giver udsigten og roen de indlagte og deres pårørende de bedst mulige rammer for et fredfyldt og helende ophold på hospitalet, forklarer Thomas Søndergaard Svendsen, arkitekt hos Link Arkitektur, der er arkitekten på byggeprojektet.
Viden og åndelig refleksion
Steno Diabetes Center Aarhus skal være et center for behandling, forebyggelse, forskning for diabetes i hele Region Midtjylland. Klinikken skal være på plan 2 og 3

På plan 2 er desuden placeret kirkerum, stillerum og refleksionsrum plus et videnscenter for eksistentiel og åndelig omsorg.
Billedhuggeren Ingvar Cronhammar skabte, som et af sine sidste projekter, den kunstneriske og arkitektoniske udformning af rummene til tro og fordybelse.
Forum byder udover Cronhammers arbejder på to nye kunstværker; henholdsvis et stort vævet værk af Nanna Debois Buhl og et udendørs værk af Fredrik Tyden i Forumparken.
Et parkområde, som er blevet til med hjælp af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden, og som er anlagt med stier og bænke, der giver mulighed for både bevægelse og rekreation.
Byggeriet er skabt i et samarbejde mellem hovedentreprenøren KPC, Link Arkitektur, ingeniørfirmaet Sweco og arkitektkontoret SLA.