Nu stikker også lønnen af - sammen med materialepriserne
Materialerne stiger for 6. kvartal i træk - men nu følger arbejdsomkostningerne med op.
Det er efterhånden blevet en vanesag at læne hovedet tilbage og kigge opad, når man skal se seneste udvikling på materialepriserne.
Siden 3. kvartal i coronaåret 2020 er de bare gået op og op. En samlet stigning tæt på 20 procent er det blevet til på små to år, hvor priserne i de foregående 5 år ikke rykkede sig synderligt.
De senest kvartalstal fra Danmarks Statistik viser, at der stadig er fuld tryk på priskedlerne for materialer med en stigning på 3,8 pct. for materialepriserne i løbet af 2. kvartal i år.
Men nu er udgiften til arbejdsomkostninger også stejlt opadgående. Det seneste år var arbejdsomkostningerne ellers røget ind i en let nedadgående tendens, men i seneste kvartal er de steget med 3,1 pct.

- Fra første til andet kvartal 2022 steg arbejdsomkostningerne, i modsætning til kvartalet før, i alle byggefag. Stigningerne varierede fra 3,6 pct. for murerarbejde og el-arbejde til 2,2 pct. for malerarbejde, skriver Danmarks Statistik i den nye kvartalsopgørelse.
- Materialeomkostninger steg ligeledes i alle byggefag. De største kvartalsvise stigninger var for murerarbejde, tømrer- og snedkerarbejde samt jord- og betonarbejde med henholdsvis 5,4, 5,3 og 4,4 pct. De mindste stigninger var inden for betonelementarbejde og el-arbejde med henholdsvis 1,0 og 1,4 pct.
Samlet set noterer Danmarks Statistik, at de samlede byggeomkostninger er steget med 9,9 pct. det seneste år.
- Dette skyldes især udviklingen i omkostninger til materialer, som i samme periode steg med 13,1 pct. Udviklingen i materialeomkostninger skal ses i lyset af kraftigt stigende producent- og importpriser.