Stjernearkitekter strømmer til Building Green
Arkitektur | Af los |
Den verdenskendte japanske arkitekt Shigeru Ban deltager på årets Building Green, hvor han vil komme med sit bidrag til det overordnede tema 'Vejen mod Absolut Bæredygtighed'.
Store danske og udenlandske navne indtager scenerne, når årets Building Green afholdes i Forum i København d. 2. og 3. november. Programmet er spækket med verdenskendte navne som bl.a. Kate Raworth, ophavskvinden til den økonomiske Doughnut-model. Hun holder åbningstalen direkte fra London, hvorfra hun laver et særligt indlæg, hvor hun målretter doughnut-modellen til arbejdet med at opnå mere bæredygtigt byggeri.
Af andre internationale profiler får Building Green også besøg af den japanske stjernearkitekt Shigeru Ban, der - ligesom danske Dorte Mandrup - er medlem af det tyske Akademie der Künste. Medlemmerne er personer, der har bidraget betydeligt til kunsten og kulturen i deres samtid.
Shigeru Ban er blandt andet kendt for sit innovative arbejde med genbrugte paprør, der bruges til hurtigt og effektivt at huse katastrofeofre. Fra hovedscenen vil han under overskriften 'Works and Humanitarian Activities' udforske den arkitektoniske proces med at finde en balance mellem den kreative skabelsesproces og sociale bidrag.
Shigeru Ban står på hovedscenen onsdag d. 2. november kl. 14.30.
'Low impact living'
Også de prisvindende arkitekter Sarah Wigglesworth og Andrew Whalley kommer. Sarah Wigglesworth vil tale om miljømæssig humanisme og hendes tegnestues arbejde med 'low impact living'.
Store danske profiler som for eksempel indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen og arkitekterne Kasper Guldager og Kim Herforth vil også indtage scenen og give deres bud på en mere bæredygtig byggebranche.
Tidligere er flere markante danske deltagere præsenteret, og som altid vil scenerne være fyldt med debatter om alt lige fra New European Bauhaus, cirkulær økonomi til lovgivning og uddelingen af Det Bæredygtige Element.