Ny Bygma-direktør vender tilbage efter 28 år
Selvom Finn Methmann er ny mand på posten adm. direktør hos Bygma Odense, kender han virksomheden og området særdeles godt fra sin tid som salgschef i Fyns Tømmerhandel.
I Bygma Odenses lokalerne på Nyborgvej 354 blev der for 28 år siden holdt afskedsreception for den trælastuddannede Finn Methmann.
Dengang forlod han jobbet som salgschef i Fyns Tømmerhandel, og nu vender han tilbage til branchen og adressen som ny adm. direktør pr. 1. september 2022.
Finn Methmann kommer senest fra en stilling som direktør i STM Vinduer på Langeland, hvor han har været ansat siden 2012.
Derudover er han blandt andet uddannet i kommunikation og afsætning og har suppleret med en mini MBA.
- Mit omdrejningspunkt har gennem hele karrieren været salg, forretningsudvikling og ledelse kombineret med en god portion praktisk sans, fortæller den nye direktør.
Et drømmejob
- Jeg har løst mange spændende opgaver i forskellige brancher, hvor jeg har arbejdet både nationalt, regionalt og internationalt. Det er et drømmejob igen at få mulighed for at arbejde lokalt - ovenikøbet i den branche, jeg er rundet af.
Sammen med medarbejderne glæder han sig til at sikre Bygma Odense en stærk position som den foretrukne leverandør af byggematerialer blandt lokale kunder:
- Det er en ny og udfordrende tid for byggebranchen, men målet er naturligvis at sikre markedsmæssig- og profitabel vækst for forretningen.
- Men først og fremmest vil jeg have fokus på at lære Bygma-koncernen godt at kende, fokusere på at udvikle og fastholde medarbejderne. Og så vil jeg gøre mit til at sikre et perfekt og velfungerende samspil mellem organisationens 'BygMakkere' på alle niveauer, tilføjer han.