Ny boligdirektør - NCC udvider i Østdanmark
NCC har ansat Esper Christophersen, der senest har været i ATP Ejendomme, til at stå i spidsen for at udvikle boligbyggeriet.
Tidligere på måneden kunne NCC oplyse, at den tidligere mangeårige direktør for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, bliver ny public affairs- og udviklingsdirektør i koncernen.
Nu annoncerer NCC, at Esper Christophersen, der senest har været i ATP Ejendomme, som direktør skal stå i spidsen for at udvikle boligbyggeriet.
Læs også: Lars Storr-Hansen bliver direktør i NCC
Det sker i forlængelse af den vækst, der har været i NCC i Østdanmark de senere år - og med fortsat vækst i sigte - øges virksomhedens fokus på boligbyggeri.
Derfor har NCC ansat en ny direktør, der skal fokusere på boligprojekter med henblik på at øge NCC's markedsandel på boligområdet. Det sker samtidig med, at det stærke fokus på erhvervsbyggeri fastholdes og udvikles:
Uindfriet potentiale
- Vi har udviklet stærke kompetencer inden for high-end boligprojekter og ser samtidig et uindfriet potentiale i det bredere boligmarked og i konceptbyggeri på boligområdet, siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør for NCC Building DK.
På trods af udfordringerne omkring situationen i Ukraine, inflation og rentestigning, som naturligvis også har påvirket boligmarkedet, viser analyser af pipeline og markedstal, at der fortsat er et potentiale på boligmarkedet såvel som inden for erhvervsbyggeri.
Esper Christophersen får som direktør ansvar for at udvikle boligbyggeriet og har første arbejdsdag mandag den 5. september.
Han kommer med erfaring fra branchen med erfaring fra entreprenørsiden hos MT Højgaard og BAM og fra bygherreside hos ATP Ejendomme. Esper Christophersen vil referere til Palle Bjerre Rasmussen og indgå i Building Danmarks ledergruppe.