Lars Storr-Hansen bliver direktør i NCC

Byggeriets mangeårige førstemand skal som public affairs- og udviklingsdirektør være en del af NCC's markeds- og udviklingsafdeling.
Lars Storr-Hansen. Foto: NCC.
Lars Storr-Hansen. Foto: NCC.

Lars Storr-Hansen

  • 54 år cand.polit (1993).
  • Efteruddannelse fra bl.a. Wharton, CBS og Danmarks Journalist Højskole.
  • Grundlægger af og direktør for Storr-Hansen Consulting 2022
  • Administrerende direktør i FSR 2021.
  • Erhvervsudviklingsdirektør i DI 2020-2021.
  • Administrerende direktør for Dansk Byggeri 2008-2020Underdirektør i HTS 2006-2008.
  • Chefkonsulent DI 2005.
  • Særlig rådgiver i Skatteministeriet hhv Socialministeriet 2002-2005.
  • Økonomisk journalist Børsens Nyhedsmagasin 2000-2002.
  • Senior økonom i Codan Bank/SEB/Nykredit 1997-2000.
  • Medlem og senest næstformand for bestyrelsen i PensionDanmark 2008-2021.
  • Medlem af repræsentantskab i RealDania og delegeret forsamlingen i Østifterne.

NCC, en af landets helt store entreprenørvirksomheder, får nu en markant kapacitet med på holdet.

Lars Storr-Hansen, den tidligere mangeårige direktør for Dansk Byggeri, bliver public affairs- og udviklingsdirektør.

– Det er en styrkelse af vores markedsfokus, at vi nu får Lars Storr-Hansen med på holdet, siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Building Danmark, og fortsætter:

– Som tingene udvikler sig i øjeblikket, kan vi næsten ikke komme tæt nok på markedet og de økonomiske- og politiske strømninger, der definerer vores arbejdsbetingelser – og hvis der en, der har erfaringen inden for dette område, så er det Lars.

Lars Storr-Hansen bliver som public affairs- og udviklingsdirektør ansvarlig for markedsøkonomiske analyser, politiske relationer og samarbejdet med brancheorganisationer og netværk.

– Entreprenørerne er for alvor kommet i fokus som samfundsaktører, der vejer tungt både i økonomien og i den grønne omstilling, og det er blevet meget vidensintensivt at navigere i de store forandringer og nye rammevilkår, der rammer for tiden, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:

– Det bliver super spændende for mig at bringe min erfaring i spil sammen med NCC’s ledelsesteam, og jeg glæder mig til at arbejde indefra i en af branchens største virksomheder, og være med til at fortsætte NCC’s udvikling som en af dem, der sætter standarderne i bygge- og anlægssektoren.

Lars Storr-Hansen tiltræder NCC i dag den 15. august.

Relateret indhold