Hun skal gøre Gladsaxe grøn og spændende
Arkitektur | Af mir |
Det blev Jana Eger Schrøder, som skal styre forstadskommunens byudvikling fra 1. september - og bidrage til at gennemføre kommunens nye, ambitiøse arkitekturpolitik.
Først på sommeren efterlyste Gladsaxe Kommune kandidater til stillingen som chef for kommunens byudvikling.
Posten er nu besat, og det blev den erfarne Jana Eger Schrøder, der fra 1. september er byudviklingschef i Gladsaxe.
Hun kommer med 20 års erfaring inden for byudvikling fra forskellige vinkler. Senest har hun været afdelingsleder af Byplan og Byggesag i Egedal Kommune.
Hun har erfaring fra Cowi og Novo Nordisk som projektleder, og hun har været Plan- og Miljøchef i Hvidovre Kommune samt teamleder i Københavns Kommune. Hun har også været ansat i KL og By- og boligministeriet.
- Gladsaxe er som verdensmålskommune en foregangskommune inden for en bæredygtig udvikling og med ambitionerne om at skabe en grøn og levende by. Jeg ser meget frem til at bidrage til Gladsaxes udvikling som bæredygtigt bysamfund, hvor livskvalitet og byudvikling går hånd i hånd, siger Jana Eger Schrøder.
Ny politik sætter mennesket i fokus
Gladsaxe har i en årrække markeret sig med en aktiv byudvikling og kommunen præsenterede i marts en ny arkitekturpolitik.
Den skal bl.a. rette op på fortidens synder i form af en "gennemskåret" kommune, hvor en række store trafikårer sætter sit præg.
Nu vil kommunen skabe større sammenhæng og være langt mere bæredygtig.
- Med den nye arkitekturpolitik sætter vi ekstra fokus på, at arkitektur skal være bæredygtig og for mennesker her og nu og i fremtiden, sagde Borgmester Trine Græse i marts og stadsarkitekten Tina Saaby uddybede:
- Vi skal tage arkitekturen alvorligt, når vi bygger nyt. Det er helt i orden, at vi ikke er enige om, hvad der er smukt eller grimt, men det er vigtigt, at vi har dialogen om, hvordan arkitektur påvirker os som mennesker. Gladsaxe er præget af mange forskellige former for arkitektur, og den diversitet skal vi arbejde videre med og også kunne rumme i fremtiden.
I front med bæredygtighed
Et levende og bæredygtigt eksempel på den form for arkitektur, som Gladssaxe kan blive rigere på og som har fået stor opmærksomhed er det nye børnehus Svanen.
Børnehuset er opført af materialer fra nedrivningen af den tidligere Gladsaxe Skole på samme grund. Byggeriet er det første byggeri af sin slags, der bliver certificeret med Svanemærket. Hvilket fremmer den cirkulære økonomi, men som også stiller skrappe kemikaliekrav og krav til kvaliteten.
- Det er første gang, at vi ser så store andele af recirkulerede materialer i et projekt, som det er tilfældet med børnehuset Svanen. Det placerer byggeriet blandt de mest innovative byggeprojekter i øjeblikket, som både vi og resten af byggebranchen kan hente brugbare erfaringer fra, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Læs mere om Gladsaxe Kommunes nye arkitekturpolitik her.