Han får ansvar for over 3.000 almene boliger i Hillerød-området
Christian Fries er ny forretningsfører på et af Boligkontoret Danmarks lokale afdelingskontorer. Foruden 163 nye boliger i Skævinge bliver fokus rettet mod den grønne omstilling og et tæt samarbejde med det lokale beboerdemokrati.
I marts i år overlod daværende adm. direktør i Boligkontoret Danmark, Michael Demsitz, posten til Lars Lehmann.
Siden har en af landets største almene boligadministrationer været igennem omorganisering hurtigt resulterede i udnævnelse af Pia Nielsen som viceadm. direktør samt udvidelse af den øverste ledelse med en række nye profiler - hentet i egne rækker.
Læs mere: Boligkontoret Danmark sætter nyt direktionshold
Nu er Christian Fries udnævnt til ny forretningsfører og overtager titlen fra Tonny Bjørn, der er blevet udpeget som en af boligkontorets to nye regionsdirektører - to nyoprettede stillinger, der skal styrke organisationens lokale forankring og sikre det nærvær der efterspørges i de almene boligselskaber.
Læs også: Voksede op i alment byggeri - nu selv direktør for Boligkontoret Danmark
Men selvom, at stillingen er ny, er området kendt land for Christian Fries, der har arbejdet i den almene boligsektor de seneste 13 år, heraf blandt andet som kundechef i KAB og som regionsdirektør hos Domea. Siden september 2020 har han været driftsforretningsfører på Boligkontoret Danmarks afdelingskontor i Allerød/Hillerød.
En af hans hovedopgaver som forretningsfører bliver at gennemføre det forestående byggeri Tranekær, hvor der skal opføres 163 nye boliger i det naturskønne område omkring Skævinge. Også den grønne omstilling, en videreudvikling af Fællesdrift med udgangspunkt i boligselskabernes behov og præferencer og et tæt samarbejde med det lokale beboerdemokrati står øverst på dagsordenen for den nye forretningsfører.
Ansvar for samlet 3.125 boliger
Som ny leder af Boligkontoret Danmarks afdelingskontor i Allerød/Hillerød har Christian Fries fået det overordnede ansvar for en række boligselskaber med til sammen 3.125 boliger, og det er en opgave han har set meget frem til:
- Vi har gang i en rigtig spændende udvikling hos vores medlemmer i det nordsjællandske, hvor der både bygges nye almene boliger, der bliver investeret i flere grønne tiltag, og så har hele driften gennemgået store forandringer de seneste år. Det hele med udgangspunkt i kundenær service, fortæller Christian Fries.
Udvikling af beboerdemokratiet
Derudover ser han frem til at fortsætte og styrke det gode samarbejde med bestyrelserne hos de boligselskaber, der er tilknyttet afdelingskontoret i Allerød/Hillerød. Og det er gensidigt fortæller formand for Boligselskabet Nordsjælland, Lena Andersen:
- Jeg kender Christian rigtig godt fra hans tid som driftsforretningsfører, og jeg ved, at han brænder for den almene sektor og den lokale byudvikling. Derfor er jeg også rigtig glad for, at det netop er ham, der skal stå i spidsen for vores lokalområde. Særligt nu, hvor der i Allerød og Hillerød er kommet øget opmærksomhed på behovet for flere almene boliger og ikke mindst behovet for ældrevenlige boliger, herunder seniorbofællesskaber og vores eget spændende generationsfællesskab i Skævinge, siger hun.