E&P indgår ny Køge-kontrakt på over en halv milliard
Bydelsudviklingen på Køge Kyst fortsætter, og nu har Enemærke og Petersen indgået en aftale med PensionDanmark om at bygge knap 500 boliger med tilhørende faciliteter.
Projektet føjer sig til rækken af igangværende opgaver som Enemærke og Petersen har på tilstødende byggefelter, har en værdi på 563 mio. kroner og indeholder to byggefelter:
På byggefelt syd skal der opføres 25.800 m2 boliger og 9.200 m2 p-kælder.
Og på byggefelt i nord skal der opføres 20.000 m2 boliger og 7.800 m2 p-kælder.
- Vi har over de seneste år styrket vores organisation på boligbyggeri og projektudvikling. Projektet på Køge Kyst understøtter fint en udvikling, hvor vi videreudvikler vores kompetencer inden for bolig- og bydelsudvikling, og den kommercielle forståelse for produktet, som er vigtigt for vores bygherre og investor, siger Enemærke og Petersens adm. direktør, Troels Aggersbo.
Læs også: KAB fortsætter med samme 7 byggepartnere
Byggeriet er færdiggjort i Q2 2026 og skal bæredygtighedscertificeres til DGNB i kategorien Guld.
Vandkunsten er arkitekt, og Oluf Jørgensen er ingeniør.