616 fynboere får aktivt mødested
På Fjelsted Harndrup Skole bliver den gamle gymnastiksal nu moderniseret, så byens borgere kan dyrke bevægelse, aktivitet og fællesskab.
I Danmark findes der ca. 1900 gymnastiksale, og for at styrke kvaliteten dem på de mange danske folkeskoler igangsatte Lokale og Anlægsfonden sammen med Dansk Skoleidræt og Danmarks Idrætsforbund i 2020 kampagnen 'Gamle gymnastiksale - nye muligheder'.
Et af de steder, der kommer til at nyde godt af initiativet i fremtiden, er landsbyen Fjelsted Harndrup på Vestfyn, hvor den lokale folkeskole spiller en vigtig rolle for byens 616 indbyggere. For skolen er mere end en skole - den fungerer som et lokalt mødested for byens borgere.
Derfor skal gymnastiksalen nu moderniseres og opdateres, så den kan rumme bevægelse og aktiviteter, men også sociale og kulturelle arrangementer for borgerne i byen.
- Gymnastiksalen i Fjelsted Harndrup har en central funktion i landsbyen samt hele oplandet. Udover at være en sal til skole- og foreningsaktiviteter er den også hele byens sociale mødested, forklarer Sidsel Hye-Knudsen, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.
Læs også: Sydsjællandsk by tager kampen op mod national udfordring
Moderniseringen betyder, at den nuværende ruminddeling i selve salen ændres og gøres mere fleksibel. Den nye sal får to tekstiler i form af to akustikdæmpende scenetæpper, så salen kan inddeles i mindre rum. Og så åbnes salen ud mod skolegården, så der laves en fysisk og visuel forbindelse mellem indenfor og udenfor:
- Et eksisterende halvtag inddrages i den nye konstruktion og skaber nicher, som kan bruges i idrætsundervisning samt øvrig undervisning. Nicherne er også tænkt som klubzone for foreninger og til ophold, hvor forældre kan mødes, mens børnene er til aktiviteter, fortæller Sidsel Hye-Knudsen.
Bevægelsesglæde blandt børn og voksne
Den kommunale folkeskole Fjelsted Harndrup Skole har børn fra 0.-6. klasse og er en del af Børneuniverset, som også tæller SFO og børnehus. I dagtimerne bruges salen af børnene, og om eftermiddagen bruges gymnastiksalen primært af de lokale idrætsforeninger.
- Jeg ser frem til at opleve gymnastiksalen udvikle sig til et sted, der understøtter bevægelsesglæden blandt børn og voksne. Og ikke mindst til, at det også bliver et lokalt samlingssted for et aktivt og bæredygtigt lokalsamfund, siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune.
Prospektet er tegnet af AI Arkitekter & Ingeniører.