Fra stor ros til stor skuffelse - skattereform får blandet modtagelse
Politik | Af Kenneth Jørgensen |
'Virksomhederne får nu ro og økonomiske sikkerhed', og 'politikken er helt på afveje'. Sådan lyder nogle af reaktionerne fra Tekniq Arbejdsgiverne, Dansk Metal og SMVdanmark på den grønne skattereform, som netop er blevet præsenteret.
En ny CO2-afgift har været på tegnebrættet i flere år, og i dag landede en bred aftale mellem regeringen og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Læs mere: Grøn skattereform på plads: Så dyrt bliver det at udlede CO2
Tekniq Arbejdsgiverne kalder skatteaftale 'fornuftig' og mener, at det er positivt, at aftaleparterne er nået frem til en model, som ikke forringer virksomhedernes internationale konkurrenceevne og samtidig fremmer den grønne omstilling:
- Jeg glæder mig over, at de grønne CO2-afgifter følges af generelle skattelettelser til erhvervslivet, som tilmed har en positiv indvirkning på Danmarks BNP. Det er ren win-win. Og så er der samtidig klarhed om rammevilkårene for virksomhederne, så det er lettere for dem at investere, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør for Tekniq Arbejdsgiverne, der dog ser nogle udfordringer, når det gælder den kommende CO2-afgift:
- Vi havde gerne set ens vilkår for alle virksomheder, siger han og udrykker bekymring for, at hensynet til særlige virksomheder kan føre til et kapløb mod laveste fællesnævner:
- En dansk CO2-afgift vil være blandt de første i verden af sin slags, og det må forventes, at de bagvedliggende principper for den i et vist omfang vil blive kopieret af andre lande. Derfor risikerer vi, at der ikke for alvor bliver taget fat om nældens rod.
Samtidig fremhæver han, at aftalepartierne er blevet enige om at lempe den almindelige elafgift:
- Elektrificeringen af Danmark er en central del af den grønne omstilling, og en lempelse af elafgiften vil være en fornuftig motivationsfaktor, når den grønne bevidsthed skal styrkes hos den enkelte dansker.
Sikrer konkurrenceevne og de grønne ambitioner
Hos Dansk Metal ser man mange positive elementer i aftalen:
- Den samlede pakke balancerer på fornuftig vis Danmarks konkurrenceevne og de grønne ambitioner. Aftalen er et udtryk for meget flot politisk håndværk og betyder, at virksomhederne får den ro og økonomiske sikkerhed, der er nødvendig for, at de kan investere i nye grønne løsninger til deres produktion bl.a. gennem et grønt investeringsvindue fra 2024, siger forbundsformand Claus Jensen og tilføjer:
- De grønne ambitioner er gode, og denne aftale sætter turbo på den grønne omstilling. Men kæden er ikke stærkere end det svageste led, og lige nu er det svageste led i den grønne omstilling manglen på faglært arbejdskraft. Næste skridt er derfor, at vi skal have fokus på, hvordan vi får flere til at tage en erhvervsfaglig uddannelse.
- Den grønne omstilling kører helt af sporet
Hos SMVdanmark er man skuffet over forskelsbehandlingen i den grønne skattereform og fremhæver, at for eksempel virksomheder som Aalborg Portland, der benytter såkaldte mineralogiske processer, slipper med en CO2-pris pr. udledt ton CO2 på 125 kr., mens langt de fleste virksomheder skal betale 750 kr.
- Den grønne omstilling kører helt af sporet, når man bliver så forhippet på omstillingsstøtte til de største forurenere, at det bliver på bekostning af de små og mellemstore virksomheder som trods alt udgør 99 % af alle virksomheder i Danmark, siger vicedirektør Mia Amalie Holstein og fortsætter:
- Og politikken er helt på afveje, når man af nostalgiske årsager giver kunstigt åndedræt til store, ineffektive klimasyndere, selvom det koster flere arbejdspladser andre steder i økonomien, end det redder. Selvfølgeligt skal man tage højde for lækage og sikre en grøn omstilling, men det er ikke i orden at glemme effekten på alle de virksomheder, vi ikke kan navnet på.
Ud over den store skatterabat rummer aftalen en pulje på i alt tre milliarder kroner til fangst og lagring af CO2:
- De mest forurenende virksomheder får både en klækkelig skatterabat og adgang til en milliard-stor pulje, der skal betale for en teknologi, som kun de store virksomheder reelt kan få glæde af. Det er en pulje, som alle andre skatteydere, inkl. alle de små og mellemstore virksomheder, har betalt til. De store forurenere får i pose og i sæk, og regningen bliver tørret af på alle andre. Det er meget ærgerligt, siger hun.