Samler vandaktiviteterne på Byens Blå Torv
Et attraktivt og involverende havnemiljø skyder snart op i Knebel Vig på Mors, hvor havnen omdannes til Byens Blå Torv med muligheder for leg, læring, aktivitet, fællesskab og afslapning med vandet som omdrejningspunkt.
Der bliver plads til både surfere, vinterbadere, bådlaug, søspejdere, kajakroere, polokajakroere, havsvømmere, SUP'ere, skole, børnehave, højskole, lokale og turister, når Havnen i Knebel Vig på Mols omdannes til aktivitetsstedet Byens Blå Torv.
Knebelbro Jolle- og Bådehavn ligger i bunden af Knebel Vig, der med sit lave vand på begge sider af havnen skaber optimale forhold for at introducere både børne- og voksne til et fritidsliv i det blå. Havnen har gennem en årrække gradvist åbnet sig for nye blå foreningsfællesskaber, og har trods begrænsede faciliteter allerede en omfattende og varieret brugergruppe.
En gruppe af frivillige ildsjæle har med støtte fra bl.a. Lokale og Anlægsfonden og Syddjurs Kommune udviklet projektet Byens Blå Torv, så deres havn i fremtiden kan tilbyde et langt mere inviterede aktivitetsfællesskab, som med afsæt i nye, tidssvarende faciliteter skal styrke både lokalmiljø og turisme.
Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent hos Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
- Det er et stærkt lokalt engagement, der gennem en bred involvering af frivillige, både nye og eksisterende foreninger samt skoler og institutioner har medvirket til, at havnen i Knebel Vig i fremtiden bliver et åbent og inviterende lokalt samlingspunkt, der viser hvor mange blå aktiviteter en havn kan understøtte, siger Jens Øyås Møller, der ser Knebelbro Havn som et godt eksempel på, hvordan de brede lovgivningsmæssige rammer for blå aktiviteter kan udnyttes og komme en endnu bredere brugergruppe til gavn.
Mange brugergrupper
Louise Juul, formand for Byens Blå Torv, kan fortælle, at mange forskellige grupper allerede nu benytter havneområdet til mange forskelligartede aktiviteter. Der har dog længe været én altoverskyggende udfordring:
- Desværre er vi placeret i det kølige nord, så hvis vi skal dyrke vores hobbyer, så har vi brug for rammer, der kan understøtte helårsbrugen - sauna, opbevaring, omklædning, bad, fælleskøkken osv. Netop fordi vores havn er så lille og brugergrupperne så mange, så har vi et enormt behov for at skabe bedre rammer om vores aktiviteter. Lokale og Anlægsfonden har været med til at udfordre og udvikle denne proces, og vi står nu med et projekt, der kan skabe en stor forskel for os lokalt.
Flere aktive i naturen
Bæredygtighed er bevidst indtænkt i alle projektets faser og kommer blandt andet til udtryk ved kun at bygge det mest nødvendige og genbruge eller transformere eksisterende faciliteter i udpræget omfang. Ambitionen er således at skabe et nyt blåt torv med mindst muligt nybyggeri, der viser, hvordan både social-, miljømæssig- og økonomisk bæredygtighed kan forenes i fremtidens havneprojekter.
På tegnebrættet er både vandsportsrampe, en pier, Den Blå Plads, et havnehus, en foreningsplads, en grøn aktivitetsplads samt skure og oplagsplads for materiel og småbåde.
Heine Skovbak Iversen, formand for Syddjurs Kommunes Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg uddyber:
- De nye faciliteter vil understøtte kommunens idrætsstrategi, der blandt andet sigter på at få flere aktive i naturen.