Ny formand for Værdibyg - fortsætter den gode kurs
Inge Ebbensgaard afløser Jan Eske Schmidt - retningen for branchefællesskabet holdes, med ambitionen om at gøre en forskel blandt praktikerne i byggeriet.
Inge Ebbensgaard er netop udpeget som ny formand for Værdibygs styregruppe. En styregruppe, hun har deltaget i kraft af sin rolle som chef for byggeri og byggepolitik i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Hun overtager formandskabet efter Jan Eske Schmidt, der er videnspartner i Tekniq Arbejdsgiverne, som har haft posten i otte år.
Inge Ebbensgaard har været med i styregruppen siden starten i 2008, og hun lægger ikke op til radikale forandringer - men har sine mærkesager.
- Værdibyg har udviklet og markeret sig stærkt de seneste år og har nu en solid formidlings-platform, hvor vejledningerne bliver suppleret af andre formidlingsaktiviteter som f.eks. webinarer, netværk og nyhedsbrev, siger Inge Ebbensgaard.
Hun forklarer, at det for Værdibyg grundlæggende handler om at have fokus på de emner, som man kan gøre noget ved. Og mange af vejledningerne har dannet baggrund for bl.a. elementer i AB18-systemet - f.eks. processer omkring Projektoptimering.
- På den måde bidrager vi til at flytte de større dagsordener i byggeriet, men også i det daglige ved at tilbyde konkrete råd og værktøjer til praksis. Jeg ønsker som ny formand naturligvis at arbejde for, at Værdibyg forsætter dette arbejde med at udvikle byggeprocesserne, fastslår hun.
Skal bruges i praksis
Blandt mærkesagerne, som Inge Ebbensgaard har, er den praktiske brug af Værdibygs vejledninger.
- Vejledningerne er skabt af praktikere til praktikere. Det, vi producerer, skal være direkte anvendeligt: Anbefalinger, der fører til nye og bedre måder at agere på, og værktøjer, som man med det samme kan bruge til at skabe værdi i sit byggeprojekt. Det er afgørende, at Værdibygs vejledninger skaber en virkelighedseffekt, mener hun.
Hun understreger, at vejledningerne, hvor hele værdikæden er repræsenteret, er en af Værdibygs helt store styrker i en branche, der alt for ofte er præget af interessemodsætninger.
- Værdibyg er sat i verden for at samle byggeriet om bedre processer, som både bygherre, rådgivere og udførende vinder ved. Værdibyg startede ud fra den filosofi, at alle så problemerne i byggebranchen, men ingen kunne løse dem alene. Tiden har vist, at den udfordring består, og at den værdi, vi skaber, stadig er nødvendig, afslutter hun.