Topmoderne byggeri danner rammen om DTU's forskning i vindenergi
Bygningsstyrelsen og DTU har fået nye forsknings- og testfaciliteter til forskning i vindenergi på DTU Risø Campus. BAM Danmark har stået for opførelsen i en omfattende totalentreprise.
De nye forsknings- og testfaciliteter på DTU Risø Campus dækker samlet 7.150 m2 og er af højeste internationale standard. De nye faciliteter består af to nye bygninger samt renovering af to eksisterende bygninger, der primært skal benyttes af DTU Vindenergi, som rummer et førende forskningsmiljø inden for udnyttelsen af vind.
At bygge laboratorier og testmiljøer til DTU er ikke noget, man bare lige gør. Det er en meget omfattende og kompliceret opgave. Det kan Helle Bundgaard, projektchef hos BAM Danmark, skrive under på. Der er mange hensyn og høje krav til bygningerne, installationerne og udstyret samt sikkerheden på stedet.
- Man skal holde tungen lige i munden som projektchef. Slutbrugerne er forskere, der skal tage prøver under de rigtige vilkår, så der er sikkerhed for metode og resultat. Derfor skal der være styr på alle detaljer, og det skal fungere fra start, siger hun.
BAM Danmark har inddraget eksperter i laboratoriebyggeri med specialviden inden for enkelte konstruktioner: Eksempelvis etableringen af et såkaldt faradaybur; en slags stålkasse om et rum, som beskytter mod påvirkning af stråler udefra - eller i forbindelse med etablering af en vibrationsfri fundamentsløsning, bygget uafhængigt af den resterende bygningskonstruktion, så VC-E-krav overholdes.
Mange og komplekse krav
Det er Bygningsstyrelsen, der er bygherre på projektet, og her er man glad for at være i mål med det komplicerede byggeri. Claude Sauzet, der er arkitekt og projektleder hos Bygningsstyrelsen, siger:
- Bygningsstyrelsen er tilfreds med, at vi nu har afleveret den sidste bygning i projektet til DTU. Det er en bygning med mange og komplekse krav, og det er løst i høj kvalitet. Vi har haft lidt udfordringer undervejs, men vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde hele vejen rundt i projektgruppen, så der er fundet gode løsninger, og vi er glade for at kunne afslutte denne etape af moderniseringen af DTU Risø Campus med et godt resultat.